Fest, farver og show når Flying Superkids indtager Kolding

02. september 2015   |   Flying Superkids  |  Flere pressemeddelelser

I midten af september kommer Flying Superkids til Kolding med deres enorme opsætning med telt, aktivitetspark og forrygende shows. Showtruppen lover, at det bliver en fest uden sidestykke, når de stort opsatte forestillinger indtager byen.

Hvirvlende gennem luften i tredobbelte saltomortaler, syngende og dansende med egenproducerede musiknumre og akrobatiske koreografier i verdensklasse. Flying Superkids spiller på alle tangenter, når de underholder, forbavser og henrykker. Det er mere end to år siden de sidst gav koldingenserne prøver på deres kunnen, og nu er de tilbage – større, federe og vildere end nogensinde. Selvom Flying Superkids før har været i Kolding, så har de aldrig haft deres kæmpetelt ”Paladset” med til byen, som giver den perfekte stemning med 800 mennesker på tribunerne til hvert show.

 

”Vi kommer til at blæse Kolding bagover! Der er sket så meget med Flying Superkids, siden vi sidst var i byen, og vi glæder os ekstremt meget til at vise hele byen, hvad vi er i stand til,” fortæller Lars Godbersen, der er direktør for Flying Superkids.

 

Ny aktivitetspark til børnene

De sidste par år har Flying Superkids udvidet deres portefølje med en splinterny aktivitetspark for showets gæster, hvor børn i alle aldre kan få tricks og tips af tidligere Superkids og måske blive den næste superstjerne. Parken åbner to timer før showet starter, og her kan børn komme og slå sig løs i et mekka af børnevenlige aktiviteter: hoppeborge, trampoliner, en air track, en oppustelig fodboldbane, sjippetove, legetøj til de mindste og meget mere.

Samtidig vil tidligere eller nuværende Superkids afholde workshops, hvor børnene kan lære fede gymnastiktricks, koreografien til Flying Superkids-dansen eller få sig en sludder med nogle af de gamle stjerner. Aktivitetsparken indeholder sjov for alle aldersgrupper af børn, og de voksne kan nyde en pølse med brød, mens børnene brænder krudt af.

”Med den her park vil vi supergerne give børn nogle ideer til, hvordan de kan være aktive og bruge deres krop på en fed måde. Det er dét, vi er bedst til hos Flying Superkids, og det vil vi rigtig gerne dele ud af,” fortæller Lars Godbersen.

 

Med parken og det nye telt har showtruppen fra Aarhus i den grad skruet op for armbevægelserne. Flying Superkids’ mesterlige opsætninger har kastet masser af international anerkendelse af sig, og truppen er adskillige gange blevet inviteret til det store udland – senest til eksotiske destinationer som Tyrkiet, Dubai og Malta. Det vidner om børnenes usædvanligt høje underholdningsniveau, når de brager derudaf med humor, tempo og tonsvis af power.

 

Hvor? Flying Superkids folder sig ud ved Kolding Stadion.

 

Hvornår? Besøget i Kolding byder på to shows: et lørdag d. 12/9 klokken 16.00 og et søndag d. 13/9 klokken 11.00.

 

Hvem? Alle er velkomne! Der er plads til 800 på tribunerne til begge shows, og billetterne sælges efter først til mølle-princippet på billet.flyingsuperkids.com.

Kontaktperson:

Direktør Lars Godbersen

20133399

lars@flyingsuperkids.com

Afsender:

Flying Superkids

Jernaldervej 41
8210 Aarhus V

20133399

lars@flyingsuperkids.com

http://www.flyingsuperkids.com/