FLYVENDE SUPERBØRN VENDER TILBAGE TIL FARSØ

06. marts 2019   |   Flying Superkids  |  Flere pressemeddelelser

Flying Superkids indtager Dronning Ingrid Hallerne med hæsblæsende underholdning, masser af nye numre og et kæmpe lysshow til april. Arrangørerne fortæller, at der er fart på billetsalget.

Farsø tog så godt imod Flying Superkids i 2016, at superbørnene næsten ikke har kunnet vente med at komme tilbage. De optræder derfor med den verdensberømte blanding af gymnastik, akrobatik, spring, dans, højt humør og fed musik i Dronning Ingrid Hallerne den 13. april, som en del af deres forårsturné. Med sig bringer de et væld af showteknik og et kæmpe lysshow, og omdanner hallen til en fuld udrustet ’showarena’. Billetsalget startede torsdag d. 28. februar og allerede nu er en tredjedel af billetterne væk.

”Vi glæder os rigtig meget til at vende tilbage til Farsø og vise, hvad vi har at byde på. Vi var der senest i 2016, og der var stemningen og opbakningen helt ubeskrivelig. Så det ser både børnene og jeg frem til at opleve igen. Sidste gang var vi endda så heldige, at billetterne hurtigt blev udsolgt, og noget tyder på, at det gentager sig i år. Det er selvfølgelig også på grund af den store efterspørgsel, at vi har valgt at komme igen”  fortæller Lars Godbersen, direktør for Flying Superkids. 


Ægte og original forestilling

“Superbørnene” lægger hvert år stor vægt på fornyelse af forestillingen og lige nu er forberedelserne i fuld gang. Der er hektisk træningsaktivitet på hjemmebasen i Aarhus, hvor de unge gymnaster intenst øver sig på alt fra hulahop til trippel-saltoer, håndstandsbalance og breakdance. Og den store efterspørgsel giver kun endnu mere blod på tanden:
”Det betyder rigtigt meget for os, at interessen er så stor. Men jeg tror blandt andet, det er fordi publikum gerne vil opleve noget, der virkelig er ægte og originalt. I vores forestilling er det ganske normale børn, som optræder på scenen. Og de optræder ikke for at blive berømte eller tjene penge, men fordi de elsker at optræde. Den form for ægte glæde og nærvær er ikke noget, man lige finder andre steder. Flying Superkids er en unik forestilling, og der findes ikke en masse kopiproduktioner, der spiller det samme show andre steder på kloden samtidig” udtaler Lars Godbersen.

Flying Superkids har premiere på deres forårssturné i Thisted den 12. april. I løbet af deres turné i april besøger de 4 byer. Henover sommeren turnerer de desuden med deres store cirkustelt og optræder 35 gange i de fem største danske byer.  


PRAKTISK INFO:

Flying Superkids i Dronning Ingrid Hallerne

Lørdag den 13. april kl 16.00

Billetter på www.flyingsuperkids.com

Kontaktperson:

Søren Stoklund

26794964

stoklund@flying.superkids.dk

Afsender:

Flying Superkids

Jernaldervej 41
8210 Aarhus V

https://www.flyingsuperkids.com/