Efter 18 måneders uden show: Flying Superkids tilbage til København.

14. juli 2021   |   Foreningen Gymnastikgården  |  Flere pressemeddelelser

I halvandet år har de flyvende gymnaster ikke optrådt med en eneste saltomortale på grund af COVID-19. Nu er der fuld gang i billetsalget til 11 forestillinger i København i august.


Der er i øjeblikket heftig aktivitet på Flying Superkids’ hjemmebase i Aarhus.

Staben omkring ”superbørnene” er i gang med de sidste forberedelser til at optræde for første gang i halvandet år.  

Til august kan Flying Superkids endelig rykke på landevejen igen – og første stop bliver København, hvor de med højtflyvende spring og højt humør optræder i deres Paladstelt, som sættes op ved Kastrup Standpark. 


Normalt rejses Danmark tyndt med teltet fra starten af maj – men de flyvende gymnaster har været komplet blokeret af COVID-19 og myndighedernes restriktioner. Teltets størrelse - har gjort det umuligt at gennemføre nogen forestillinger siden pandemiens begyndelse.

”Vi har været fuldstændig lammet, men med glæde oplevet, at vi trods alt har kunnet overleve på grund af de kompensationsordninger, vi er heldige at have i Danmark. Det må dog siges, at det er ekstra skønt at gøre klar til at trykke på startknappen, og jeg kan uden den mindste tvivl sige, at børnene aldrig nogensinde har glædet sig så meget til at komme ud og optræde, som de gør i år” fortæller Lars Godbersen, direktør for Flying Superkids.

 


Forberedelser til kæmpe show i privat have

Flying Superkids’ forestilling, der har en varighed på to timer, er næsten klar til at sende på landevejen. Forberedelserne til årets forestilling har dog også været meget hæmmet af COVID-19-restriktionerne. De flyvende børn fra Aarhus har blandt andet måttet træne i en privat have.

”Det har praktisk talt været virkelig besværligt at få gang i sammenhængende undervisning og få indøvet til årets show. Lige bedst som vi kom ordentlig i gang i efteråret, blev vi lukket ned igen i en lang periode. Da så Danmark så småt åbnede op igen, var der store restriktioner på indendørs sport, hvilket betød, at vi i en længere periode trænede i en kæmpestor teltoverdækning i min mors have ” griner Lars Godbersen.


”Det har ikke været optimalt, men til gengæld har børnenes gejst og energi ikke været til at besejre. Vores trænerstab og superbørnene har simpelthen knoklet som sindssyge for at blive færdige med årets show, og det virker som om, at de har nydt hvert eneste sekund. Vi har på fornemmelsen, at det bliver en fuldstændig fantastisk forestilling. Mest af alt fordi alle har savnet at optræde så helt forfærdeligt meget”.


 

Stadig usikkerhed om antal gæster

På trods af glæden over igen at kunne optræde, er det dog med en vis usikkerhed, at turnéen planlægges. Myndighedernes restriktioner lægger fortsat komplikationer i vejen for den omrejsende gymnastiktrup. Arealkravet - det krav som gør, at der skal være 2 kvadratmeter pr. tilskuer i Flying Superkids’ telt - begrænser begejstringen lidt.

”Vi plejer at have op til 1000 gæster i vores telt, men som det ser ud lige nu, kommer vi til at begrænse det voldsomt. Det er supersvært at finde ud af, men vi håber, at vaccinationsprogrammet og de faldende smittetal vil gøre, at arealkravet bliver ophævet, inden vi har første spilledag d. 1. august.

I øjeblikket ser det sådan ud, at vi både vil blive reduceret i kompensation, og også bliver reduceret i antal tilskuere. Det er selvfølgelig super kompliceret, når vi prøver at få vores gymnastikforening til at løbe rundt efter så lang tids stilstand.

Heldigvis er der dog ingen tvivl om at publikum viser interesse, og at der bliver rift om billetterne” fortæller Lars Godbersen.

 

Meget frafald på holdet i COVID-19 perioden:

Flying Superkids har også kunnet mærke det frafald af gymnaster, som mange andre foreninger har kunnet mærke under COVID-19. En del af de ”superbørn”, der var på holdet ved starten af pandemien, valgte at stoppe pga udsigten til lang tid uden forestillinger.

”Jeg forstår godt, at nogle af vores unge mennesker har mistet motivationen i de utroligt mange måneder, hvor de bare har skullet ligge hjemme på stuegulvet og lave arm- og mavebøjninger for at holde formkurven ved lige.

Derfor er jeg også ekstra stolt af alle dem, der er blevet ved med at kæmpe, selvom de over en lang periode overhovedet ikke vidste, hvornår de ville komme til at optræde igen. Det er i mine øjne en imponerende sportslig præstation.” forklarer Lars Godbersen.


Frafaldet på holdet betyder også at truppen har en yngre gennemsnitsalder end normalt.

”Vi har mange yngre gymnaster, der har fået en chance for at komme med Flying Superkids, længe før det normalt ville være planlagt. Heldigvis ved vi ”at for de gamle, som faldt, er der nye overalt” og jo yngre holdet er, jo større er charmen. Det er en spændende ”circle of life” hos en trup som vores.”


Og de små nye Superkids går lige i hjertet på den erfarne træner.

Jeg er lige fyldt 43, og jeg ved ikke, om det er fordi, jeg er ved at blive blød her på mine ældre dage, men der går nærmest ikke 5 minutter af årets forestilling, før jeg er lige ved at få tårene i øjnene.

Jeg synes, det er så rørende at opleve den livsglæde, som de her børn lægger i deres optræden. De er simpelthen så seje, og jeg er sikker på, at publikum vil kunne mærke, hvor stor en glæde det bringer, at vi kan komme ud og optræde igen.” siger Lars Godbersen.


 


Hvad og hvor?
Flying Superkids i København

11 forestillinger fra d. 1. - 8. august
I Paladstelt sat op ved Kastrup Strandpark.

Billetsalget er startet på: www.flyingsuperkids.com




Kontaktperson:

Søren Stoklund

+45 26 79 49 64

stoklund@flying.superkids.dk

Afsender:

Foreningen Gymnastikgården

41b, Jernaldervej
8210 Aarhus V

20133399

info@flyingsuperkids.com

https://www.flyingsuperkids.com