EN HVERDAGSPAUSE

30. august 2021   |   Cirkus Mascot ApS  |  Flere pressemeddelelser

Det dufter af savsmuld og popcorn, for det gør cirkus, og så betyder det ikke så meget, hvor man befinder sig, det væsentligste er; med hvem?

Hvis man har cirkusblod i årene, kan man slet ikke forestille sig andet, end en sommer i manegen, så selvfølgelig er endelig udsigt til cirkus i sensommersol! Cirkus Mascot skal på landevejen – og der er god grund til at juble, for deres turne bringer dem rundt i det meste af Jylland.

De kunne ikke trives med det i længden, cirkusfamilien, som den seneste tid har støvet numrene af til hidtil ukendt perfektion – savnet efter publikum, børn og deres voksne, blev for stort, og derfor har de stablet et stort nummer på benene. 14 fuldendte og fantastiske cirkusnumre - faktisk. I sportshaller rundt omkring i landet, som nemt kan rumme det sædvanlige antal publikummer og den tilhørende begejstring.

Forestillingen har premiere i Arena Midt Kjellerup d. 3. september og slutter i Salling Hallerne, Roslev, d. 3. oktober. En kort, intens og underholdende turné i 30 byer, hvor kun 18 af forestillingerne kommer i åbent salg. Resten etableres i samarbejde med lokale dagligvareforretninger, så man skal skynde sig at få fat i en billet. Cirkus er traditionen tro, og det er præcis samme magiske manege, man træder ind i. Du glemmer tid og sted, når først klovnen Gulio spiller med musklerne. Årets forestilling er akkurat lige så vov’et, som den plejer at være – pjattede pudler og hundekunster; se! Balancekunst, klovnerier, to grise og en gås, en ung fyr, der har flere bolde i luften end statsministeren og en cirkusdirektør med (rampe)lys i øjnene – endelig, det er tid til cirkus.

I alt kommer der 8640 billetter i salg og hver eneste af dem bliver til et lille magisk minde. Er du lattermild, har du savnet klovnen Gulio - og er det første gang I mødes, bliver det ikke den sidste. Sådan virker han på børn. Og voksne. Årets Cirkus Mascot forestilling er fabelagtig. Kom, lad os dele glæden og øjeblikket.

Forestillingen varer som vanligt 80 minutter plus pause. Lyden og lyset er det samme, popcornene smager som de skal, candyflossen smelter i munden, og du bliver overrasket, når du hører, at forestillingens ældste artist er fyldt 70. Han har fået en lys idé og balancerer på kanten af det mulige. Det er en del af magien; at de ikke kan lade være. Du kender det; genkendelsens glæde. Alt er, som det var engang – sådan cirkus…

Gi’ dig selv en hverdagspause – du milde manege, hvor vi trænger!

Praktisk information:

Årets Cirkus Mascot forestilling ”DU MILDE MANEGE”.
Indendørsturné i sportshaller fra 3. september til 3. oktober 2021.

Se hvilke byer vi besøger på turnéplanen 2021 (PDF) : https://bit.ly/dmm-turne
Eller få et overblik via Danmarkskortet her: https://bit.ly/turnekort-2021