EKSTRANUMMER?

11. oktober 2021   |   Cirkus Mascot ApS  |  Flere pressemeddelelser

Sensommeren duftede af savsmuld og popcorn, for det gør cirkus – og det var savnet!

Årets turne er gået, bogstavelig talt, over al forventning; i gennemsnit har Cirkus Mascot spillet for næsten 400 børn og voksne til hver forestilling, og det trængte både de og vi til. Hvis man har cirkusblod i årene, kan man slet ikke forestille sig andet, end en sommer i manegen, så holdet bag DU MILDE MANEGE er med rette begejstret.

De kunne ikke trives med det i længden, cirkusfamilien, som hen over sommeren fik støvet numrene af til hidtil ukendt perfektion – savnet efter publikum, børn og deres voksne, blev for stort, og derfor fik de stablet et stort nummer på benene. 14 fuldendte og fantastiske cirkusnumre – for at være helt præcis. Forestillingen har de turneret med i sportshaller rundt omkring i landet, som nemt kunne rumme både begejstringen, det sædvanlige antal publikummer og mere til!

Forestillingen havde premiere i Arena Midt Kjellerup d. 3. september og sluttede i Salling Hallerne, Roslev, d. 3. oktober. Undervejs blev der sat publikumsrekord i Brande, hvor mere end 500 cirkusgæster indløste billet. Cirkus er traditionen tro, og det var på mange måder præcis den samme magiske manege, man trådte ind i. Du glemmer tid og sted, når først klovnen Gulio spiller med musklerne. Årets forestilling var akkurat lige så vov’et, som den plejer at være – pjattede pudler og hundekunster; se! Balancekunst, klovnerier, to grise og en gås, en ung fyr, der har flere bolde i luften end statsministeren og en cirkusdirektør med (rampe)lys i øjnene – endelig, det er tid til cirkus.
I alt blev 11.000 billetter sat i salg og vekslet til et lille magisk sensommer-minde – og nu, hvor et hæsblæsende efterår nærmer sig langsomt, så er det tid til et ekstranummer. Turnéen udvides med 9 ekstra forestillinger i 9 byer i perioden 16. til 24. oktober – og du skal (virkelig) være hurtig, hvis du vil have del i magien.

Forestillingen varer som vanligt 80 minutter plus pause. Lyden og lyset er det samme, popcornene smager som de skal, candyflossen smelter i munden, og du bliver overrasket, når du hører, at forestillingens ældste artist er fyldt 70. Han har fået en lys idé og balancerer på kanten af det mulige. Det er en del af magien; at de ikke kan lade være. 

Du kender det; genkendelsens glæde. Alt er, som det var engang – sådan cirkus…

Gi’ dig selv en hverdagspause – du milde manege, hvor vi stadig trænger!

Praktisk information:

Årets Cirkus Mascot forestilling ”DU MILDE MANEGE”.
Indendørsturné i sportshaller | 16. oktober- 24. oktober 2021

Se hvilke byer vi besøger på turnéplanen for efterårsferien 2021: https://bit.ly/dmm-billetter