Dyrebare øjeblikke i Cirkus Mascot

28. marts 2022   |   Cirkus Mascot ApS  |  Flere pressemeddelelser

Vi har gjort det før, og nu gør vi det igen. Mascot skal på landevejen for 28. gang med en helt ny forestilling – og det bliver noget af et cirkus. Sådan er det jo, når man er rejsende i de dyrebare øjeblikke, som giver glimt i øjet og minder for livet.

Glem alt omkring dig, bare ikke de andre. Cirkus handler om den magi, der opstår, når vi mødes omkring manegen. Og det er lige meget hvem du er – eller hvor du er. Årets forestillinger afvikles i sportshaller i hele Jylland og på Fyn – og de fleste har ikke indbygget cirkusstemning, så den tager vi med.

Duften af popcorn, lyden af leg, vov og vrinsk og den der særligt søde musik, som får de fleste til at føle, at de endelig har fundet melodien; det hele er der, og så er der lunt og lækkert, så børn og voksne roligt kan lege tag-fat og give slip på hverdagen.

Om lidt er der forår i luften, og smil, der – som det eneste – smitter. Det trænger vi til.

Hos Cirkus Mascot tror vi på, at det igen er blevet tid til at have mange bolde i luften. Vi glæder os til at jonglere med magiske minutter og mennesker, der slanger sig i projektørlyset. Vi bærer hinanden på hænder og fødder, og vi bobler af glæde ved udsigten til at være sammen med et publikum, der har blik for livsglæden. Cirkus er gåsehud og griseri, en talentfuld pony med blik for alle nuancer, imponerende akrobatik. Og tak. Tusind tak – faktisk, fordi I er med til at være traditionen tro. Klovnen, ham kender I. Han går aldrig i for små sko, til gengæld er han altid den, der veksler smil til grin med en grimasse, og Gulio kan noget, næsten ingen andre kan; han kan trylle. Blandt andet.

Cirkus Mascot er et familiedrevet cirkus; rejsende i øjeblikke for store og små. Det, man er fælles om. Programmet er som sædvanligt fyldt med dyr og mennesker, der gør sig helt ekstraordinært umage. Forestillingen er for børn og barnlige sjæle, og det særlige er, at der er god tid. Det hele er noget, vi er sammen om – og intentionen er, at vi, i cirkusmagiens navn, skaber de øjeblikke, vi sjældent glemmer.

Kom. Se selv. Mærk magien. Grin. Nyd øjeblikket; det er dyrebart.

Praktisk information:

Årets Cirkus Mascot forestilling ”DYREBARE ØJEBLIKKE”.
Indendørsturné i sportshaller fra 2. april til 23. oktober 2022

Se hvilke byer vi besøger på turnéplanen 2022 (PDF) : https://bit.ly/turneplan-2022
Eller få et overblik via Danmarkskortet her: https://bit.ly/turnekort-2022
(Både turnéplanen og turnékortet opdateres løbende - foreløbigt er de opdateret med alle forestillinger i april og maj)