Det Nordatlantiske Fyr præsenterer stort kunstværk ved bunker batteriet ”Hanstholm 1”

30. maj 2019   |   Hanstholm Art Space  |  Flere pressemeddelelser

Lørdag d.1.juni kl 1400 kan man få en ”once in a lifetime” oplevelse af et stort oppusteligt kunstværk der iscenesættes i relation til en bunker. Værket er skabt af Steve Messam (UK) som rejser verden rundt med sine værker til ruiner.

Om kunstneren:

Steve Messam har skabt en praksis omkring arbejdet  med de helt store formater, og primært udendørs. Efter invitation fra kunstprojektet Hanstholm Art Space, som hører hjemme på Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm, tog kunstneren i foråret 2019 på research besøg i Hanstholm. Her fik han øjnene op for de mange bunkers der her præger landskaberne.  I et samarbejde med Hanstholm Havn, Bunkermuseet og Museum Thy, har han udviklet tre store stedsrelaterede værker til bunkere ved 1. Vigsø Strand, 2. Bunker Museet i Hanstholm, og 3. Hanstholm 1 batteriet. Alle tre steder skaber Steve messam store oppustelige værker, som på helt nye måder sætter fokus på bunkerne som bygningsstrukturer, som æstetik, og som ruiner der nu tages i brug på nye måder. De tre installationer bliver hvert sted kortvarigt installeret og fotodokumenteret til senere udstilling på fyret, når udstillingen ”Menneskelig Tilstedeværelse” åbner d.8.juni.

For at få give så mange som muligt chancen for at opleve det spektakulære syn når han puster den største figur op ved Hanstholm 1 batteriet, inviterer Det Nordatlantiske fyr til en picnic ved bunkeren nu på lørdag. Her kan man medbringe sin madkurv og et tæppe, og forhåbentlig vil vejrguderne være med os, så vi kan nyde synet!

Steve Messam er under sit ophold i Hanstholm involveret i så forskellige ting som: opstarten af en ny erhvervsklub i på Det Nordatlantiske Fyr, samt afholdelse af workshops med børn på Hanstholm Skole d.4.juni, hvor børnene fra 7.klasse på basis af matematiske modeller, skaber store oppustelige geometriske figurer i 3D.

Fakta:

Eventen foregår lørdag d.1.juni 2019 kl 14-16  ved Hanstholm 1 batteriet.

Værket hedder Watched #3, og bliver realiseret i forbindelse med en kommende udstilling på Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm: Menneskelig Tilstedeværelse, hvor fire kunstnere fra det Nordatlantiske område på hver deres måde forholder sig til samspillet mellem mennesker og natur.  De øvrige tre kunstnere er: Yngvild Nergaard (NO), Wenche Kvalstad (NO) og Kaisu Koivisto (SF). Vi lever i det nogle kalder den Antropocæne tidsalder, dvs. en tid hvor naturen er underlagt menneske snarere end det modsatte. Samtidskunstnere forholder sig på forskellige vis til aktuelle diskussioner omkring vores forvaltning af naturen, det natursyn der præger os, og de konsekvenser vores handlinger har.

Steve Messams værker er del af kunstprojektet Hanstholm Art Space som er igangsat af Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm og støttes af:

Kulturkanten

Spar Nord

Nordeafonden

Statens Kunstfond

Region Nord

Den Jyske Kunstfond

Thisted Kommune

Støtteforeningen for Hanstholm Fyr

I samarbejde med Naturstyrelsen, Hanstholm Havn, Bunkermuseet, Museum Thy m fl.