Danske hoteller: Nyt akademi skal løfte branchen på lederniveau

04. marts 2018   |   Hotel Training Academy  |  Flere pressemeddelelser

En række danske hoteller er gået sammen om at skabe et akademi, der skal udvikle hospitalitybranchens fremtidige ledere. Idéen er at tiltrække et bredere udvalg af unge mennesker ved at tilbyde en anden indgang til branchen med mulighed for på sigt at blive leder.

Når de danske unge snart skal til at vælge en videregående uddannelse, får de endnu en valgmulighed. Med lanceringen af Hotel Training Academy vil en række danske hoteller tilbyde et alternativ til en længerevarende boglig uddannelse på fx universitetet. På hotellerne ser man flere fordele ved den nye uddannelsesløsning.

"Med Hotel Training Academy kan vi tilbyde en lederuddannelse, hvor man får hænderne helt ned i bolledejen så at sige. Det giver hotellerne og branchen som helhed nogle specialiserede ledere, der ved, hvad det drejer sig om, når de er færdige med deres uddannelse," fortæller Tom Pelle Jensen, der er direktør for Halberg Hotels, som driver hoteller i Svendborg og Fredericia. Begge steder er klar til at modtage trainees til det nye uddannelsesforløb Practical Hospitality Management.

"Med det på hylderne står hotellerne bedre i kampen om at tiltrække de kloge og arbejdsomme hoveder. Vores ledere bliver yngre og yngre – og derfor er vi også nødt til at få ledelseserfaringen ind i de unge mennesker så hurtigt som muligt, samtidig med at vi holder fast i vores høje faglighed," fortsætter han.

Vil disrupte branchens uddannelser
På Hotel Vejlefjord er direktør Flemming Jakobsen enig:

"Der er en rigtig god faglighed og et højt serviceniveau i Danmark, men det her vil give branchen et løft på den ledelsesmæssige faglighed. Derfor ser vi et klart behov for dette alternativ til de nuværende uddannelser. Kan vi disrupte de klassiske forløb lidt ved at nytænke dem, kan vi gøre vores erhverv endnu mere attraktivt – også for unge mennesker, som måske har en større boglig viden," siger han og peger på fordelene for de kommende trainees.

"Mange unge trænger til at komme lidt væk fra bøgerne efter deres gymnasiale uddannelse. Her tilbyder vi en mere praktisk orienteret uddannelse ude i den virkelige verden, hvor de som hospitality trainees arbejder, mens de lærer. De bliver samtidig udfordret og tjener en løn, som er væsentlig bedre end SU'en – og så er de nærmest garanteret et job i sidste ende," pointerer Flemming Jakobsen, der ser frem til at byde de første trainees velkommen på Vejlefjord.

Ligesom de øvrige hoteller, der er en del af Hotel Training Academy, er Vejlefjord og Halberg Hotels allerede med til at uddanne elever til branchen og har gjort det i mange år. Stederne er således gearet til opgaven, lyder det samstemmende fra de to hoteldirektører.

________________________________________________

Om Hotel Training Academy
Hotel Training Academy (HOTA) er et samarbejde mellem en række danske hoteller, College360 i Silkeborg, Asnæs & Vangstrup og Horesta, som er brancheorganisation for hotel- og restaurationsbranchen. Med uddannelsen Practical Hospitality Management ønsker HOTA at tiltrække bogligt stærke elever til en branche i fortsat vækst og med stort behov for ledere og mellemledere.

HOTA lader de unge sammensætte deres egen uddannelse inden for hotel- og restaurationsfagene og kombinere det med et lederudviklingsforløb.

Initiativtager til HOTA er Uffe Høeg Johansen, direktør på Hindsgavl Slot i Middelfart.
Følgende hoteller en del af initiativet:
  • Hotel Svendborg
  • Hotel Fredericia
  • Hotel Vejlefjord
  • Hindsgavl Slot
  • Montra Hotel Sabro Kro
  • Hotel Randers
  • Severin Kursuscenter
  • Hotel Legoland
  • Munkebjerg Hotel
Og flere kommer løbende til.

Læs mere på www.hota.dk

For uddybende kommentarer kontakt
Tom Pelle Jensen, direktør Halberg HotelsTelefon: 40 96 15 55
Mail: tom-pelle@hotel-svendborg.dk

Flemming Jakobsen, direktør Hotel Vejlefjord
Telefon: 61 22 60 87
Mail: fja@vejlefjord.dk

Kontaktperson:

Uffe Høeg Johansen, initiativtager og direktør Hindsgavl Slot

29 16 30 34

uffe@hindsgavl.dk

Afsender:

Hotel Training Academy

Hindsgavl Allé 7
5500 Middelfart

63 40 66 91

mail@hota.dk

http://www.hota.dk