DSU-formand om SU-nedskæringer: Lyt til din norske kollega, Løkke!

23. september 2016   |   DSU  |  Flere pressemeddelelser

Mens den danske højrefløjsregering vil skære i SU’en, er man gået modsat i Norge. Det kunne være forfriskende, hvis Løkke blev inspireret af Erna Solberg, lyder det fra DSU’s forbundsformand.

Der er stor snak om de norske SU-erfaringer, men virkeligheden er, at nordmændene har hævet uddannelsesstøtten over de senere år. Dét har DSU’s forbundsformand, Lasse Quvang Rasmussen, netop slået fast i sin tale til den socialdemokratiske kongres i Aalborg.

”I det store og hele har man i Norge forøget støtten til de studerende. Mindre lån, mere stipendium. Ja, så sent som i juni måned vedtog de norske politikere faktisk at udvide SU’en med én måned om året. Det er endda sket under en borgerlig regering. En regering, som ideologisk set er på linje med Løkke, vælger faktisk at investere i uddannelsesstøtten. Det kunne da være dejligt, hvis Løkke ville lade sig inspirere af sin norske kollega,” foreslog Lasse Quvang Rasmussen fra talerstolen. 

”For oppe i Norge boede der ikke bare tre trolde. Der boede også en masse studerende, som måtte forgælde sig, mens de studerede. Og sandheden er, at man i Norge faktisk over de senere år har bevæget sig mere i en dansk retning på det her område. Tilbage i 2002 ændrede man det norske SU-system, så man skulle låne mindre. En del af lånet blev forvandlet til stipendier,” lød det fra Lasse Quvang Rasmussen, som generelt advarede imod et mere lånebaseret SU-system.

 I Danmark er det eksempelvis 81 procent af de kandidatstuderende, som gennemfører. I Norge er det kun 59 procent. Og det har nordmændene tilsyneladende taget ved lære af. Derfor bør Lars Løkke og højrefløjen overveje ganske nøje, om det er klogt at skære så dybt i SU’en.

”Færre unge vil gennemføre deres uddannelse. Man bliver tvunget til at arbejde mere ved siden af. Man kommer til at bruge mindre tid på studierne. Og værst af alt, så ved man, at den gældsætning, som regeringen foreslår, vil ramme socialt skævt,” sagde Lasse Quvang Rasmussen. ”Det må aldrig blive sådan, at den vigtigste bog i uddannelsesverdenen er tegnebogen,” tilføjede han.

Kontaktperson:

Lasse Quvang Rasmussen

40955300

lqr@dsu.net

Afsender:

DSU

Kigkurren 8D, 3.tv.
2300 København S

28338069

je@dsu.net

http://www.dsu.net