DSU til regeringen: boykot vinter-OL i Rusland – og jo S, politik og sport er blandet sammen.

02. august 2013   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

I lyset af den seneste lov om forbud mod LGBT-propaganda i Rusland, der er en de facto indskrænkelse af LGBT-personers ytringsfrihed og ret til egen seksualitet mener DSU, at Danmark skal boykotte vinter-OL i Rusland, og der med sende et kraftigt signal om, at man ikke accepterer undertrykkelse af menneskerettigheder:

”Den danske regering skal ikke være med til at legitimere et styre, som åbenlyst undertrykker demokratiet og menneskerettighederne. Derfor skal Danmark selvfølgelig heller ikke sende officielle repræsentanter af sted til det propagandashow, den russiske regering vil iværksætte i forbindelse med vinter OL. Danmark bør boykotte og sige klart til det russiske styre, at så længe situationen i landet er så kritisabel som den er, så bliver OL uden officiel dansk deltagelse”, udtaler DSUs formand Camilla Schwalbe.

 

IOC har udtalt, at der under OL vil være garanteret amnesti til de danske OL-atleter, men det mener DSU på ingen måde er en acceptabel undskyldning.

”For det første har Rusland ikke bekræftet amnestien, og for det andet, så er det fuldstændig underordnet om der er garanteret amnesti. Danmark kan ikke bakke op om et styre, som blæser på menneskerettigheder og indleder en klapjagt på homoseksuelle”, fortsætter DSU-formanden.

DSU vil gerne komme regeringen i forkøbet og udfordre den argumentation, som statsministeren tidligere har udtalt, da DSU sidste år sagde, at daværende kulturminister Uffe Elbæk ikke skulle deltage ved OL i Ukraine pga. fængslingen af den tidligere premierminister Julia Timosjenkos og menneskerettighedssituationen. Der svarede statsministeren tilbage, at ”man ikke skal blande politik og sport sammen”.

Til det siger DSU-formanden:  ”Politik og sport har altid været blandet sammen. Tag for eksempel de olympiske lege. De er et utal af gange blevet brugt til politiske manifestationer. Tag f.eks. OL i 1980, hvor USA boykottede legene pga. krigen i Afghanistan. De fik følgeskab af bl.a. Vesttyskland, Norge og Israel og det endte med at i alt 35 lande boykottede legene. Så forestillingen om, at politik og sport ikke er blandet sammen er virkelighedsfjernt og forkert”.

 

Formanden påpeger desuden, at vi siden 2. verdenskrig har vi oplevet mange boykots, lige fra 1948 i London, hvor Sejrherrerne fra 2. verdenskrig udelukker de tabende lande til 1956 i Melbourne, hvor tre europæiske lande boykotter OL pga. Sovjetunionens nedslagtning af opstanden i Ungarn og tre arabiske lande boykotter OL pga. Suez-krisen.

 

For yderligere spørgsmål og kommentarer kontakt DSUs formand Camilla Schwalbe på 40 95 53 00.


 

Kontaktperson:

Camilla Schwalbe

40955300

cs@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
1910 Frederiksberg

40955300

cs@dsu.net