DSU til regeringen: "Nu er det unges tur!"

19. maj 2020   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Coronakrisen er godt i gang med at trække tæppet væk under tusindvis af unge. DSU fremlægger i dag en politik, som får unge i arbejde eller uddannelse, og kræver at regeringen gør det samme. Uret tikker, og vi risikerer at tabe en hel generation på gulvet.

I disse dage og uger rammes unge hårdt af coronakrisens konsekvenser. Siden 9. marts i år er over 30.000 unge under 30 år blevet fyret, og tallet kan eksplodere, hvis de økonomiske hjælpepakker gradvist udfases hen over sommeren. Derfor fremlægger Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) nu det politiske udspil ”Ungeløftet”, og råber vagt i gevær over for regeringen.

- Vi ved fra tidligere økonomiske kriser, at de altid rammer unge hårdest, og at ungdomsarbejdsløshed er noget fanden har skabt. Mange får en usikker tilknytning til arbejdsmarkedet gennem hele deres liv. Det kan vi ikke leve med, og derfor fremlægger DSU i dag Ungeløftet, siger forbundsformand for DSU, Frederik Vad Nielsen.

Ungeløftet er både et løfte til unge om at tage deres udfordringer alvorligt, men også et konkret løft af hele ungdomsgenerationen. Udspillet indeholder bl.a. en fritidsjob-garanti, redning af lærepladser, opkvalificering på dagpengesats og støtte til at ansætte unge nyuddannede.  

- Med vores udspil vil vi gribe alle unge som falder. Uanset om du har brug for et job i sommerferien, har problemer med at betale din husleje fra 1. september eller aldrig har fået taget en uddannelse. Det samme skal Christiansborg gøre, siger Frederik og slutter:

- Regeringen bliver nødt til at komme på banen nu. Kampen for ikke at tabe ungdommen på gulvet fylder alt for lidt hos politikerne, men det dur ikke. Hvis der kan gives boligskattelettelser, kan der også gives en hjælpende hånd til de tusindvis af unge, som virkelig har brug for politisk opmærksomhed. Nu er det de unges tur!

For yderligere kommentarer kontakt Frederik Vad Nielsen på fvn@dsu.net eller tlf.: 22 41 87 34.

Kontaktperson:

Frederik Vad Nielsen

22418734

frede@seppen.dk

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Kigkurren 8D
2300 København S

22418734

dsu@dsu.net

http://www.dsu.net