DSU skuffet over S: Stem dog nej til Støjbergs smykketyveri

13. januar 2016   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

"Skuffelse". Så enkelt kan det i følge de unge socialdemokrater i DSU siges, efter moderpartiet nu har stillet sig tilfreds med Støjbergs ændringer af regeringens bizarre smykkeforslag.

DSU-formand Alexander Grandt Petersen udtaler: ”Regeringens håndtering af det her forslag har været en ren fadæse. Nu er det ikke kun regeringen, men også mit eget parti, der er på total slingrekurs, når det drejer sig om tilslutningen til det omdiskuterede smykkeforslag. Vi havde kraftigt advaret Socialdemokraterne om at deltage i den her asylstramning.”

DSU'erne efterlyser en mere klar linje i asylpolitikken, hvor partiet også tør sige fra overfor V-regeringens mest groteske stramninger. 

"Det er jo som om, at der ikke engang må komme et papir ned mellem Socialdemokraterne og Venstre. Som om vi skal sluge hver eneste stramning. Når først Christiansborg-politikerne har gennemført deres rituelle stammedans, så siger S ja. Først strammer Støjberg til, bløder en smule op og så hopper Socialdemokraterne med på vognen." forklarer Alexander Grandt Petersen.

Hos DSU er man ligesom hos moderpartiet optaget af at nedbringe antallet af asylansøgere, men de unge Socialdemokrater efterlyser mod til internationale løsninger og et mere rungende nej, når regeringen blot fremlægger horribel symbolpolitik. 

"Alle ved, at den her problemstilling ikke bare kan løses med hjemlige stramninger. Den slags har jo en udløbsdato. Når først vi strammer, så strammer landene omkring os. Vi er afhængig af en europæisk og international løsning. Det piner mig, at så få af de ansvarlige politikere taler om det. Det er jo at holde befolkningen for nar, når man bilder dem ind, at teltlejre i Thisted vil have en effekt på asyltallet." afslutter DSU-formanden. 

 

 

Kontaktperson:

Alexander Grandt Petersen

40955300

agp@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Kigkurren 8 D
2300 København S

72300880

dsu@dsu.net

http://www.dsu.net