DSU skuffet over Manu Sareen

08. marts 2012   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) havde store forventninger til S-R-SF-regeringens ligestillingspolitik, men er skuffet over ligestillingsminister Manu Sareens udmeldinger og resultater indtil videre.

De unge socialdemokrater mener, at ligestillingsministeren må gå mere offensivt og ambitiøst til værks, hvis man ønsker reelt at forbedre ligestillingen i Danmark.

”Hvad er der blevet af ligelønnen, kampen mod prostitution og bedre repræsentation af kvinder? På kvindernes kampdag 8. marts må jeg desværre sige at vi i DSU er en smule skuffede over regeringens linje i forhold til ligestillingen.” udtaler DSU’s næstformand Jonas Manthey Olsen.

En af de mærkesager DSU sammen med en række andre organisationer markerer d. 8. marts er kampen mod prostitution. DSU har længe kæmpet for at kriminalisere køb af sex, som de tre regerings partier også tidligere har kunne finde fælles fodslag om. I dag er linjen dog en anden, og det ærgrer ungdomsorganisationen. Jonas Manthey Olsen forklarer:

”Regeringen har lavet en kommission, der skal kigge på prostitution og kvindehandel, men helt ærligt, så ved man godt hvad problemerne er, og hvilke løsninger der skal til. Det er ikke til at forstå at regeringen er så bange for at handle og lovgive indenfor ligestilling, vi har simpelthen ikke tid til at vente hundredvis af år på at tingene sker af sig selv.”

DSU kræver at regeringen kriminalisere køb af sex, sætter fokus på at skabe reel ligeløn mellem mænd og kvinder, og sikrer en ordentlig repræsentation af kvinder i de store virksomheders bestyrelses. Alt sammen initiativer som ministeren enten er imod eller tøver med.

Kontaktperson:

Jonas Manthey Olsen

20960992

jmo@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7, 3.
1910 Frederiksberg C

72300880

dsu@dsu.net

http://dsu.net