DSU og eleverne: Lav eksamen om!

24. juni 2011   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Eleverne på de gymnasiale uddannelser giver i en undersøgelse foretaget af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) klart udtryk for et ønske om at ændre eksamensformerne. DSU er helt enige med eleverne og vil kræve af en ny socialdemokratisk-ledet regering at man får kigget eksamensformerne på de gymnasiale uddannelser efter i sømmene.

I undersøgelsen giver næsten 4 ud af 5 elever udtryk for at de bliver nervøse op til eksamen, og 7 ud af 10 siger at det er den mundtlige eksamen med den korte forberedelsestid der gør dem mest nervøse. Samtidig vurderer eleverne også at den traditionelle mundtlige eksamen er den eksamensform der er dårligst til at vurdere ens evner i faget.

”Det viser jo meget klart hvordan de gymnasiale uddannelser på nogle punkter er håbløst bagud og himmelråbende gammeldags” udtaler Peter Hummelgaard Thomsen, Forbundsformand for DSU, og fortsætter: ”Vi har et klart behov for at kigge eksamensformerne på de gymnasiale uddannelser efter i sømmene, og det vil være et klart krav fra os til en ny socialdemokratisk regering, at vi skal have nogle tidssvarende ungdomsuddannelser og eksamensformer.”

I undersøgelsen peger over halvdelen af eleverne på en mundtlig eksamen med udgangspunkt i en synopsis som den bedste eksamensform til at vurdere ens evne til at arbejde selvstændigt og kreativt. Det er den samme eksamensform der benyttes ved gymnasiereformens nye fag Almen studieforberedelse (AT).

”Eksamensformen har stor indflydelse på hvordan undervisningen tilrettelægges, og vi skal spørge os selv om vi helst vil have elever der kan pensum udenad og bestå en halvtimes gennemgang af det, eller vi gerne vil have elever der kan arbejde selvstændigt, angribe problemer på ny måder og tænke ud af boksen. Jeg vil vælge det sidste, og det er også det som både arbejdsmarkedet og de videregående uddannelser har brug for” udtaler Peter Hummelgaard Thomsen.

DSU vil, udover at ændre eksamensformerne så der bliver mere fokus på at kunne arbejde selvstændigt, kreativt og nytænkende, eksempelvis igennem synopsis eksamen og projektarbejde, også genindføre muligheden for at gå til gruppeeksamen.

”En ny retning i uddannelsespolitikken er vores vigtigste krav til en ny regering, og en stor del et sådant retningsskifte skal være at føre det danske uddannelsessystem ind i det 21. århundrede, bl.a. gennem nye eksamensformer”, slutter Peter Hummelgaard Thomsen.

Kontaktperson:

Peter Hummelgaard Thomsen

40955300

ph@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
2000 Frederiksberg

72 300 880

dsu@dsu.net

http://dsu.net