DSU og SFU: Regeringen skal levere en ungepakke, trepart eller ej

11. juni 2012   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

I fredags stod det klart, at trepartsforhandlingerne er skrinlagt, i hvert fald for en tid. Men spørger man S og SF’s ungdomsorganisationer, er udfordringerne for ungdommen så presserende, at der skal findes løsninger nu og her. De pointerer blandt andet, at for hver måned der går øges afstanden mellem titusindvis af unge ledige og arbejdsmarkedet. Regeringen skal derfor fremlægge en ungepakke, som løser de udfordringer ungdommen står overfor.

Ungdomspartierne peger på den stadigt stigende ungdomsarbejdsløshed, som et alarmerende problem, som regeringen bør finde løsninger på:

”Stadig flere unge mister arbejdet og regeringen må forstå, at hvis ikke det problem løses nu får det katastrofale konsekvenser fremover. Fremtidens kontanthjælpsmodtagere vokser i disse dage direkte ud af ungdomsarbejdsløsheden imens politikkerne fortaber sig i en teoretisk diskussion om øget arbejdsudbud. Så selvom trepartsforhandlingerne er brudt sammen skal der gennemføres en ungepakke, som sikrer en fremtid vores generation.” udtaler Camilla Schwalbe, formand for DSU

Gry Möger, der er formand for de unge SF’ere, supplerer:

”Danmarks absolut største problem er den eksploderende ungdomsarbejdsløshed. Vi står midt i en decideret ungdomskrise, hvor tusindvis af unge er sendt ud i kulden, men politikerne inde på borgen snakker videre om øget arbejdsudbud. Det er meningsløst og katastrofalt. Derfor må regeringen, på trods af trepartssammenbruddet, forpligte sig på handling, der kan sikre unge en chance nu og her.”

De to ungdomsformænd mener desuden, at løsningerne på den ungdomsaktuelle krise ligger lige for. Faktisk præsenterede de to partier selv en række gode bud, da de sad i opposition, og det er nu tid til at sætte handling bag ordene:

”Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at man ikke én gang for alle kan få løst problemerne med praktiskpladsmanglen. Det er fint at regeringen har sat sig i spidsen for at finde de første 3.000 lærerpladser, men det løser kun 1/3 af problemet. En ambitiøs regering bør inden længe fremlægge et samlet forslag til, hvordan problemet løses indenfor de næste 2-3 år,” udtaler Camilla Schwalbe.

Gry Möger understreger ligeledes, at der allerede findes gode forslag, der vil kunne rette op på ungdomsarbejdsløsheden:

”En øget satsning på opkvalificering og efteruddannelse vil kunne danne rammen for en omfattende jobrotation, som vil sikre flere unge adgang til arbejdsmarkedet. Derudover vil både isbryder- og videnspilotordninger skabe en tiltrængt åbning til arbejdsmarkedet for unge nyuddannede. Så forslagene er på bordet. Nu er spørgsmålet bare, om regeringen vil gøre alvor af de gode intentioner.”

 

For yderligere information kontakt:

Camilla Schwalbe, formand for DSU, 40 95 53 00

Gry Möger, formand for SFU, 22 27 50 09

Kontaktperson:

Camilla Schwalbe

40 95 53 00

cs@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
1910 Frederiksberg C

40955300

http://www.dsu.net