DSU og LO til fælles kamp mod ungdomsarbejdsløshed

05. april 2011   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

På tre år er ungdomsarbejdsløsheden tredoblet. I dag er ungdomsarbejdsløsheden derfor lige så høj, som i starten af 1980’erne. Det får nu Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og LO Ungdom til at indlede et historisk samarbejde, hvor de kræver handling af politikerne fra både rød og blå blok. Ellers risikerer en hel generation at havne i skraldespanden, advarer de.

Mens moderorganisationerne formelt har cuttet båndene, går ungdomsorganisationerne den modsatte vej. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og LO Ungdom indleder nemlig nu en stor fælles kampagne, hvis omfang ikke er set i nyere tid, for at sætte fokus på den massive ungdomsarbejdsløshed.

”Vi står i en rigtig alvorlig situation, der kan sammenlignes med udviklingen i 1980’erne. Dengang blev titusinder af unge parkeret på sidelinjen, og mange har aldrig fået fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi frygter udviklingen gentager sig, så vores generation bliver endnu en ’Generation Skraldespand’, udtaler fra Morten Skov Christiansen fra LO Ungdom.

I øjeblikket besøger de to ungdomsorganisationer derfor landets gymnasier og erhvervsskoler med budskabet om, at ’Vi vil ikke være Generation Skraldespand’. Med sig har de en skraldecontainer, som fyldes op med unge mennesker, for at illustrere alvoren i den nuværende udvikling.

DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen langer ikke kun ud efter regeringen, men også sit eget moderparti, Socialdemokraterne, som han mener mangler både fokus og svar i forhold til at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden.

”Ungdomsarbejdsløshed fylder alt for lidt i debatten, på trods af de meget store konsekvenser. Både for de unge og for samfundet. Det giver ikke mening at bruge tiden på at diskutere hverken afskaffelse af efterlønnen eller 12 minutters ekstra arbejdstid, når næsten 100.000 unge står uden et arbejde”, lyder det fra DSU-formanden.

Næste skridt bliver en annoncekampagne i et omfang, der ikke tidligere er set i de to ungdomsorganisationers historie, samt en massiv indsat på de sociale medier som fx Facebook. Slutteligt vil et debatoplæg med en række kontroversielle forslag til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed blive overrakt repræsentanter fra såvel regeringen som oppositionen.

For yderligere information, kontakt Peter Hummelgaard Thomsen, Forbundsformand for DSU (40 95 53 00), eller Morten Skov Christiansen, kontaktperson for LO Ungdom (35 24 60 22). Se også hjemmesiden www.generationskraldespand.dk.

Kontaktperson:

Peter Hummelgaard Thomsen

40955300

ph@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
2000 Frederiksberg

72 300 880

dsu@dsu.net

http://dsu.net