DSU og 3F Ungdom til kamp mod Jensens Bøfhus

26. november 2020   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Med aktioner rundt i hele landet siger DSU og 3F Ungdom fra over for Jensens Bøfhus og deres forringelser af medarbejdernes løn- og arbejdsvilkår.

Jensens Bøfhus har valgt at sænke timelønnen med 20 kroner for deres tjenere. Det svarer til 3.200 kroner om måneden for en fuldtidsansat. I disse dage er det nøjagtig et år siden, at restaurantkæden Jensens Bøfhus besluttede, at man ville opsige overenskomsten for sine ansatte.

Forhandlingerne mellem Jensens Bøfhus og fagforeningen 3F, der organiserer ansatte i restaurationsbranchen, brød sammen i marts 2020. Straks efter valgte Jensens Bøfhus – midt under coronakrisen – at iværksætte en såkaldt lockout. Det betød, at overenskomsten bortfaldt, og at de medarbejdere, som var medlem af en fagforening, blev fyret.

Derfor går Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og 3F Ungdom på gaden fredag den 27. november kl. 15-20 for at sige fra over for Jensens Bøfhus’ forringelser af de ansattes løn- og arbejdsvilkår.

"Jensens Bøfhus skriver på deres hjemmeside, at de er sat i verden for at give gode bøfoplevelser til alle. Men det ville være skønt, hvis Jensens Bøfhus også ville give gode ansættelsesforhold til alle", siger Frederik Vad, forbundsformand i DSU.

Baggrunden er, at Jensens Bøfhus ønsker at overgå til den samme overenskomst som Restaurant Flammen. Der er dog den helt grundlæggende forskel, at Restaurant Flammen udelukkende har buffet, hvor gæsterne selv tager maden, mens der på Jensens Bøfhus er bordservering. Dermed udøver tjenerne på Jensens Bøfhus en ekstra service, og derfor skal de naturligvis aflønnes med en tjenerløn, mener 3F Ungdom og DSU.


Unge er ekstra udsatte

Mange af de ansatte på Jensens Bøfhus er unge under uddannelse, især kvinder, der supplerer deres SU med et deltidsjob som tjener. Det er nemlig forudsætningen for at få en i forvejen presset økonomi til at løbe rundt.

"Unge er ekstra udsatte og sårbare i det her. Når man er studerende, er man desperat efter at få et job, og man er afhængig af at have en indtægt ved siden af sin SU. Men lige netop dét gør det jo også ekstra svært for unge at sige fra over for sin arbejdsgiver. Selvom den konkrete konflikt drejer sig om Jensens Bøfhus, så taler det ind i et større billede. Det handler om fremtidens arbejdsforhold for unge i restaurationsbranchen. Derfor går vi – på tværs af ungdomsfagbevægelsen og politiske ungdomsorganisationer – på gaden for at stå fast på de kollektive rettigheder, der sikres i en overenskomst", siger DSU’s forbundsformand, Frederik Vad.

"’I 3F Ungdom kæmper vi ikke kun den her kamp for vores unge kollegaer hos Jensens Bøfhus. Vi kæmper den for alle unge. Hvis vi blindt accepterer de her arbejdsgivermetoder uden at sige fra, så ved vi godt, at der kun går et splitsekund, før den næste arbejdsgiver laver samme finte. Vi ved én ting med sikkerhed – og det, er at dårlige løn- og arbejdsvilkår smitter hurtigere end corona", siger Morten Ryom, formand i 3F Ungdom.

Aktionen finder sted ved Jensens Bøfhus' restauranter i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Horsens, Randers, Holbæk og Hillerød og gentages lørdag den 5. december kl. 10-15.

Kontaktperson:

Frederik Vad

22418734

kontakt@pressesystemet.dk

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Kigkurren 8D, 3. tv.
2300 København S

72300880

https://DSU.net