DSU lancerer ny annoncekampagne mod Krifa

17. september 2012   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Direktøren for Kristelig Fagbevægelse (Krifa) byder iført præstekjole velkommen indenfor i kirken. Samtidig oplyses læseren om, at man som kunde i Kristelig Fagbevægelse er med til at støtte indremissionsk arbejde, betale medarbejdere for at bede bøn og undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel. DSU lancerer en ny annoncekampagne mod Kristelig Fagbevægelse, som skal sætte fokus på Krifas kristne arbejde.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har i dag i MetroXpress og 24 timer lanceret en ny annoncekampagne mod Kristelig Fagbevægelse (Krifa). Dermed følger DSU op på forrige uges annonce, hvor Krifa-direktør Jesper Wengel blev præsenteret som ”Danmarks største hykler”.

”Jeg har talt med rigtig mange, som har meldt sig ind i Krifa uden egentlig at vide, hvad det står for. De var ikke klar over, at de med deres Krifa-medlemskab var med til at støtte den yderste kristne højrefløj. Eller at deres kontingentkroner blev brug på at aflønne hvad der svarer til 30 fuldtidsmedarbejdere, som beder bøn. Vi er meget stærke tilhængere af foreningsfrihed, og netop derfor er det også vigtigt at folk er helt på det rene med, hvad det er for en forening, de melder sig ind i”, forklarer DSU-formand Camilla Schwalbe.

Hun beskylder Kristelig Fagbevægelse for at være meget lukkede i forhold til deres religiøse grundlag. Hun henviser til, at flere af Kristelig Fagbevægelses topfolk er aktive i stærkt indremissionske miljøer. Formanden for Kristelig Fagvevægelse, Søren Fibiger Olesen, kaldte for nylig i et interview indre mission for sit ”åndelige hjem”, og sidste år var der en sag fremme om en medarbejder i Krifa, som var blevet afskediget, fordi hun ikke ville deltage i morgenbønnen.
”Vi har religionsfrihed i Danmark, og folk må tro og mene hvad de vil. Men Kristelig Fagbevægelse skylder at fortælle deres kunder hele historien om, hvad det er for et produkt man køber, når man melder sig under deres faner. Som medlem af en fagforening tager man et fagligt standpunkt. Men som kunde i Kristelig Fagbevægelse tager man først og fremmest et religiøst standpunkt.”

Ud over at gøre opmærksom på de religiøse paralleller, gentager annoncen DSU’ernes hidtidige budskab om, at Kristelig Fagbevægelse er med til at undergrave den danske model.
”Alt for længe har de fået lov til uimodsagt at komme med deres påstande om, at de bare er en billig og uafhængig fagforening. Nu er det på tide, at nogen siger fra. Kristelig Fagbevægelse er ikke en fagforening, det er en fup-forretning, der helliger sig at forringe arbejdernes løn- og arbejdsvilkår”, slutter DSU-formanden.

Se annoncen på www.dsu.net. For yderligere information, kontakt DSU-formand Camilla Schwalbe på 40 95 53 00.

Kontaktperson:

Camilla Schwalbe

40955300

cs@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
1910 Frederiksberg C

40955300

cs@dsu.net