DSU kræver vækstpakke med fokus på unge

11. august 2011   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Danmark er i teknisk recession. Derfor er der brug for en vækstpakke, der fremrykker offentlige investeringer og sætter gang i væksten. Men det er vigtigt at vækstpakken har et særligt fokus på at skabe jobs og lærepladser til de unge – og her skylder både regeringen og oppositionen et svar, mener DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen.

Selvom det nu er snart tre måneder siden, at dansk økonomi blev erklæret i ”teknisk recession”, har regeringen ikke iværksat nogen større initiativer for at imødegå den negative udvikling. Med de seneste ugers store aktiefald og truslen om en ny finanskrise er der sat yderligere gang i debatten om en statslig vækstpakke for at rette op på dansk økonomi. DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen mener udviklingen viser regeringens politik har slået fejl, og at det nu er på tide med en omfattende vækstpakke.

”Regeringens krisepolitik har fejlet fuldstændig. Skattelettelser og nedskæringer var den helt forkerte medicin. I stedet for at bekæmpe årsagerne til krisen har regeringen sendt kriseregningen videre til de grupper der slet ikke har nogen skyld i krisen – de studerende, de arbejdsløse og de nedslidte, der har knoklet lang tid på arbejdsmarkedet. I stedet for flere nedskæringer skal vi have sat gang i økonomien med en omfattende vækstpakke”, lyder det fra DSU-formanden.

Senest har en lang række fremtrædende økonomer i dagens Berlingske rejst behovet for at fremrykke offentlige investeringer, så der sættes gang i væksten her og nu. Regeringen holder imidlertid fast i, at der ikke er behov for ændringer.

DSU-formanden understreger samtidig, at en vækstpakke skal have særligt fokus på de unge. Op imod 100.000 unge kan ikke finde et arbejde, og mange steder er det omkring hver tredje færdiguddannede, som ikke kan få job. Samtidig steg antallet af unge på landets erhvervsskoler, der mangler en læreplads, i sidste måned til næsten 10.000.

”De unge er dem, som er blevet hårdest ramt af den økonomiske krise.. Hvis ikke vi handler nu, risikerer vi at tabe en generation på gulvet. Det er derfor meget vigtigt, at en række af vækstinitiativerne har et særligt fokus på at skaffe jobs og lærepladser til de unge. Regeringen har fuldstændig ignoreret problemet, men også oppositionen skylder et svar på, hvordan vi skal få flere unge i arbejde”, slutter DSU-formanden.

Kontaktperson:

Peter Hummelgaard Thomsen

40955300

dsu@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7, 3.
1910 Frederiksberg C

72300880

dsu@dsu.net

http://dsu.net