DSU er Danmarks største politiske ungdomsorganisation

05. februar 2013   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) er igen Danmarks største politiske ungdomsorganisation. Det viser tal fra Dansk Ungdoms Fællesråd. De unge socialdemokrater vil nu bruge den øgede opbakning til at få mere indflydelse på regeringens politik.

Som Altinget.dk kan fortælle, så er Danmarks Socialdemokratiske Ungdom atter Danmarks største politiske ungdomsorganisation, med 2.520 medlemmer. Opgørelsen bygger på tal fra Dansk Ungdoms Fællesråd, som hvert år får indberettet organisationernes medlemstal. Opskriften på den succesrige fremgang skal ifølge DSU-formand Camilla Schwalbe findes i, at organisationen har formået effektivt at tilpasse sig til rollen som ungdomsorganisation for et regeringsparti:

”Vi gør enormt meget ud af at vise de unge, at man som medlem af DSU kan få indflydelse på den politik, der bliver ført her i landet. Vi holder en tæt kontakt med flere af de ledende ministre, og vi er ikke bare et heppekor, men en organisation der går efter indflydelse. Vi har lykkedes med at sætte fokus på mange af de dagsordener som optager unge mennesker, eksempelvis ungdomsarbejdsløshed, manglen på lærepladser og behovet for at opprioritere uddannelsesindsatsen”, lyder det fra DSU-formand Camilla Schwalbe.

Fremgangen sker efter et år, hvor det ellers har været ned ad bakke for Socialdemokraterne i meningsmålingerne.Men ifølge DSU-formanden har netop den omstændighed kun gjort DSU’erne endnu mere opsatte på at kæmpe.

”Det har kun bekræftet os i, hvor vigtigt vores arbejde er, og det har givet os endnu mere kampgejst i forhold til at gå ud og møde de unge. Og heldigvis er rigtig mange af dem enige med os i, at løsningen ikke ligger i at få Lars Løkke og Pia Kjærsgaard tilbage, men i at engagere sig og selv være med til at påvirke udviklingen fremover. Og det faktum at DSU igen er Danmarks største politiske ungdomsorganisation er den bedste platform til også at få mere indflydelse”, udtaler Camilla Schwalbe.

De politiske ungdomsorganisationers medlemstal kan ses på DUF’s hjemmeside,

http://duf.dk/tilskud/tipsmidler/beloeb_og_medlemstal/.

For yderligere kommentarer, kontakt DSU-formand Camilla Schwalbe på 40 95 53 00.

Kontaktperson:

Camilla Schwalbe

40955300

cs@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
1910 Kastrup

40955300

cs@dsu.net