DSU afviser regeringens accept af sexkøb

21. november 2012   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom tager afstand fra regeringens beslutning om at droppe forslaget om at kriminalisere køb af sex. Det er et spørgsmål om, hvilke værdier der skal præge vores samfund, lyder det fra de unge socialdemokrater, som vil fortsætte kampen for en kriminalisering.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) går i rette med regeringen, efter det er kommet frem, at regeringen vil skrotte forslaget om at kriminalisere køb af sex. DSU-formand Camilla Schwalbe, der også tidligere har været meget aktiv i debatten, var meget overrasket, da hun modtog nyheden:

”Det her handler helt grundlæggende om, at vi ikke vil acceptere, at mennesker har så elendige arbejds- og levevilkår, som tilfældet er for de prostituerede. At man ikke i anno 2012 kan købe et andet menneske på markedsvilkår. Sex er ikke en menenskeret. Derfor må det selvfølgelig være en socialdemokratisk mærkesag, at forbyde køb af sex”, lyder det fra DSU-formand Camilla Schwalbe.

DSU-formanden fremhæver især et forbuds betydning for holdningen til køb af sex blandt især den yngre del af befolkningen.

”Vi kan desværre se, at rigtig mange af de helt unge mener, at det er i orden at købe sig til sex. Derfor skal der sendes et tydeligt signal om, at det ikke er i orden at købe et andet menneske. I Sverige har man netop set, at et forbud ikke kun har ført til, at færre køber sex, men også til en drastisk holdningsændring blandt den yngre del af befolkningen”.

Ud over Sverige har også Norge og Island vedtaget at forbyde køb af sex. Socialdemokratiet vedtog på sin kongres i 2009 – efter hårdt pres fra blandt andet DSU – at ”Vi vil kriminalisere kunden og ikke den prostituerede". Derfor holder DSU-formanden fast i, at det fortsat er socialdemokratisk politik at kræve et forbud mod sexkøb.

”Når de andre nordiske lande har vedtaget et forbud mod sexkøb, risikerer Danmark at ende som Nordens Pattaya, et mekka for sexturisme, alfonser og menneskesmuglere. Det er bestemt ikke det Danmark, vi ønsker. Derfor vil vi selvfølgelig fortsætte kampen for at gøre den politik, vi allerede har vedtaget hos Socialdemokraterne, til regeringens politik.”

For yderligere kommentarer, kontakt DSU-formand Camilla Schwalbe, på 40 95 53 00.

Kontaktperson:

Camilla Schwalbe

40955300

cs@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
1910 Frederiksberg

40955300

cs@dsu.net