DSU: Vesten har blod på hænderne

16. marts 2011   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Når Vesten vælger at se passivt til, mens Gadaffi slagter det demokratiske oprør i Libyen, har man et stort medansvar for blodsudgydelserne. Danmarks løfte om at stille jagerfly til rådighed er alt for lidt, alt for sent. Sådan lyder det fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), som mener Vesten for længst burde have oprettet en flyveforbudszone over Libyen.

Mens Gadaffis styrker rykker frem mod oprørenes højborg i Benghazi, diskuterer Vestens ledere fortsat for og imod et flyveforbud over landet. Men den beslutning burde være taget for flere uger siden, lyder det fra DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen, der mener de Vestlige ledere med deres manglende støtte til de demokratiske kræfter i Libyen har et medansvar for blodsudgydelserne.

”Nu har vi i årtier ventet på, at de arabiske befolkninger gjorde oprør mod undertrykkelsen. Når det så endelig sker, vælger vi i Vesten at se passivt til, mens de demokratiske kræfter bliver slagtet af en gal diktator. Det er ikke bare kujonagtigt, jeg vil faktisk også hævde, at Vesten har blod på hænderne.”

DSU-formanden var allerede for to uger siden var ude med budskabet om, at der burde oprettes en flyveforbudszone over Libyen, som om nødvendigt skulle håndhæves militært.

”Situationen viser desværre, at Vestens ledere intet har lært af historien. Vesten ledere begår i disse dage de samme fundamentale svigt, som man begik i forhold til Balkan og Rwanda i 1990’erne. Og historien vil formentlig dømme dem endnu hårdere, fordi nutidens ledere trods alt har haft mulighed for at lære af fortidens fejl. Det er deprimerende at tænke på, at støtte til Libyens nok er for sent nu, og vi nu bare må vente på at Gadaffis blodsudgydelser”.

Peter Hummelgaard Thomsen ærgrer sig ikke kun over amerikanernes manglende opbakning til et flyveforbud, men også over EU-landenes manglende enighed.

”EU havde en enestående chance for at vise, at man mener det seriøst, når man udpeger en fælles udenrigsminister for at tale med én stemme. Desværre har meldingerne strittet i alle retninger. Jeg er også meget skuffet over, at Lars Løkke og Lene Espersen har været så tøvende i deres støtte til et flyveforbud. Som kommende formandsland burde Danmark have sat sig i spidsen for at skabe fælles EU-opbakning til en flyveforbudszone”, slutter Peter Hummelgaard Thomsen.

Kontaktperson:

Peter Hummelgaard Thomsen

40955300

ph@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7, 3.
1910 Frederiksberg C

72300880

dsu@dsu.net

http://dsu.net