DSU: Venstres karaktermur er sort skolepolitik

14. januar 2015   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Gymnasierne står overfor endnu en reform, der skal dygtiggøre eleverne og ruste gymnasieskolerne til en ny fremtid. Desværre er Venstre mere optaget af at forhindre flere unge i at få en uddannelse.

”Mens lande som Tyskland og Østrig, med meget opdelte og hierarkiske skolesystemer kigger mod Danmark, så vil Venstre altså gå i en mere tysk retning, hvor elever brændemærkes i en alt for tidlig alder. Det er gammeldags sort skolepolitik, hvor resultatet fra folkeskolen har alt for voldsom betydning for dine fremtidsplaner. ” udtaler forbundsformanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Alexander Grandt Petersen.

På Christiansborg er stort set alle partier enige om, at Danmark skal ruste sig til en fremtid med mere konkurrence. Skal vi øge væksten, så skal vi vinde det internationale kapløb om at være bedst. Ifølge de unge socialdemokrater er Venstres politik direkte modstridende med den ambition.

”Vi har ikke råd til at forhindre unge i at tage en uddannelse. Lad os da i stedet bruge ressourcerne på at dygtiggøre eleverne. Skabe flere unge mønsterbrydere og styrke de unges kompetencer fremfor at smække døren i. Venstre må jo mene, at nogen simpelthen er for dumme til at få sig en uddannelse. Det står meget langt fra vores skolepolitik. Uddannelse er en investering i hvert enkelt menneske. ” udtaler Alexander Grandt Petersen.

Med et karakterkrav på 7 fra folkeskolen, ville 44% af gymnasieeleverne der fik studenterhue i 2013 ikke kunne få sig en ungdomsuddannelse.


For yderlige kommentarer, kontakt forbundsformand for DSU; Alexander Grandt Petersen, 40 95 53 00, agp@dsu.net

Kontaktperson:

Alexander Grandt Petersen

40955300

agp@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
1910 Frederiksberg C