DSU: Ungdomsarbejdsløshed skal dominere valgkampen

01. september 2011   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Ungdomsarbejdsløshed burde være blandt de absolut vigtigste emner i valgkampen. Det er budskabet fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Og de unge socialdemokrater får nu opbakning fra danskerne, viser en ny undersøgelse, som i dag bliver bragt i metroXpress.

”Kampen mod ungdomsarbejdsløsheden er den vigtigste opgave for en ny regering”. Sådan svarer ca. hver tredje dansker ifølge en stor undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), og som gengives i dagens udgave af metroXpress. Dermed er kampen mod ungdomsarbejdsløshed klar topscorer, når danskerne skal prioritere opgaverne for en ny regering.

Ifølge DSU’s forbundsformand, Peter Hummelgaard Thomsen, afspejler undersøgelsen det faktum, at ungdomsarbejdsløsheden de sidste år er staget drastisk:

”100.000 unge kan ikke finde et arbejde, 50.000 unge er på kontanthjælp, og halvdelen af alle unge frygter at blive arbejdsløse. Ungdomsarbejdsløsheden er i dag på samme niveau som i 1980’erne, og hvis vi ikke gør noget omgående, risikerer vi at tabe en hel generation på gulvet! Desværre virker det ikke til, at situationens alvor rigtig er trængt ind på Christiansborg”.

DSU-formanden peger på, at trods de dystre tal har ungdomsarbejdsløsheden indtil nu været komplet fraværende i valgkampen:

”Ungdomsarbejdsløshed burde være blandt de absolut vigtigste emner i valgkampen. Det er et kæmpe samfundsproblem, og som undersøgelsen viser, er det i høj grad noget danskerne er optaget af. Men i stedet har vi brugt den første uge i valgkampen på Vestager og Barfods mediestunt, på at lytte til en mopset Pia Kjærsgaard og på en ligegyldig boligpakke. Jeg frygter at rigtig mange vil stå af, fordi de føler, at valgkampen slet ikke handler om de problemer, de oplever i valgkampen ”.

Peter Hummelgaard Thomsen giver ikke meget for de ungepakker, regeringen har lanceret for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden. Men heller ikke udspillet ”De unge skal med”, som blev præsenteret af hans eget parti, Socialdemokraterne, er ambitiøst nok, mener DSU-formanden:

”Vi har brug for en langt mere ambitiøs ungeindsats, end det regeringen og S-SF har fremlagt. En vækstpakke skal kombineres med en række initiativer, der kan få unge ind på arbejdsmarkedet. Det kunne fx være i form af særlige ungeklausuler, uddannelsesvikariater og isbryderordninger i stil med dem, vi så i 1990’erne”.

Kontaktperson:

Peter Hummelgaard Thomsen

40955300

ph@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
2000 Frederiksberg

72 300 880

dsu@dsu.net

http://dsu.net