DSU: Thulesen Dahl er en hykler og taler med to tunger

24. maj 2013   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har helt ret, når han peger på, at Lars Løkke er på zigzagkurs og skifter holdning, som vinden blæser. Men han glemmer at fortælle, at han selv på en række markante områder har skiftet holdning ikke bare en, men to gange inden for de seneste år, blandet andet i forhold til dagpengespørgsmålet. Det mener DSU-formand Camilla Schwalbe.


Kristian Thulesen Dahls angreb på Lars Løkke for at være på ’zigzag-kurs’ er helt berettiget, mener DSU-formand Camilla Schwalbe. Hun har selv i den seneste tid påpeget Løkkes mange kovendinger, senest i forhold ti folkeskolen. Men hun undrer sig over, at angrebet kommer fra Thulesen Dahl, som ifølge Schwalbe netop selv har foretaget en række markante kovendinger.

”Kristian Thulesen Dahl taler med to tunger. Han har en holdning når han er støtteparti for en borgerlig regering, og en anden holdning når han er i opposition. De seneste år har han skiftet holdning ikke bare en, men hele to gange til et så centralt område som dagpengereformen. Så han har om nogen ført sine vælgere bag lyset og gjort rigtig mange danskere utrygge”, lyder det fra Camilla Schwalbe.

I december 2009 proklamerede Kristian Thulesen Dahl, at ”Vi kan under ingen omstændigheder støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden”. Et halvt år senere var Dansk Folkeparti dog med i den såkaldte ’genopretningsaftale’, der halverede dagpengeperioden, og året efter var man med i aftalen om en ’tilbagetrækningsreform’, som forringede efterlønnen markant og hævede folkepensionsalderen.

”Thulesen Dahl lovede, at han ikke ville pille ved dagpenge og efterløn. Men kort tid efter var han selv chefarkitekten bag netop en halvering af dagpengeperioden og udvandingen af efterlønsordningen. Han sad med de afgørende mandater, og kunne bestemme skæbnen for dagpenge- og efterlønsmodtagerne. Og da det så kom til stykket, valgte han at sælge efterlønnen for nogle ligegyldige grænsebomme i Kruså. Det klinger derfor meget hult, når den mand beskylder nogen for at føre zigzag-politik”.

Camilla Schwalbe nævner også lettelser i topskatten, sænkelse af selskabsskatten og kampen mod social dumping som områder, hvor der er afgrundsdyb forskel på det DF der optrådte som støtteparti for VK-regeringen, og det DF som har ført sig frem efter valget.

”Det er på høje tid, at nogen konfronterer DF med det faktum, at partiet taler med to tunger. Alt for længe har de sluppet af sted med at mene en ting før valget, og noget andet efter valget. Det må stoppe nu!”, slutter DSU-formanden. 

For yderligere spørgsmål eller kommentarer kontakt formand for DSU, Camilla Schwalbe på 40955300 

 

Kontaktperson:

Camilla Schwalbe

40955300

cs@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
1910 Frederiksberg C

40955400