DSU: Stop brugen af underernærede modeller til Copenhagen Fashion Week - stil krav om BMI

06. august 2013   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Dette års Copenhagen Fashion Week, hvor modeller fra hele verdenen spankulerer ned af catwalken til stor inspiration og som ideal for mange kvinder, kommer i kølvandet på oplysningerne om, at flere og flere unge sulter sig og udstiller det på de sociale medier. Det får Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) til endnu en gang at rejse debatten om, at der skal stilles krav til modebranchen om BMI-tal og faste sundhedstjek. DSU mener at det er åbenlyst, at mange af modellerne er så undervægtige og syge, at man derfor fra politisk hånd burde sætte en stopper for at fremstille dem som skønhedsidealer.

"Modebranchen fremstiller et forkvaklet skønhedsideal, som desværre inspirerer al for mange unge piger til at tilstræbe et vægtniveau, som er hamrende usundt. Modebranchen har gang på gang fået alverdens henstillinger og opfordringer uden at gøre noget ved det. Det er på tide, at det politiske niveau griber ind og stiller konkrete krav til modellernes BMI og sundhedstilstand”, udtaler DSU-formand Camilla Schwalbe.

DSU har flere gange i forbindelse med modeugen råbt højt om krav til modellernes BMI. Efter de seneste historier, om at flere og flere unge sulter sig, og udstiller det på de sociale medier, er der dog mere end nogensinde et behov for at se alvoren i øjnene en gang for alle.

”Når flere og flere unge gør det til en sportsgren at sulte sig, så må vi som samfund sige stop. De unge, i særdeleshed piger, får jo direkte inspiration fra modebranchen, som jo gør en dyd ud af at fremhæve de ultratynde piger. Modebranchen burde tage et samfundsansvar og erkende, at man påvirker al for mange piger negativt. Man udnytter de her piger kommercielt på allergroveste vis”, mener DSU-formanden.

Flere eksperter har tidligere slået alarm over forholdene i modebranchen. De unge
modeller risikerer alvorlige konsekvenser som følge af underernæringen. Det har
fået store modebyer som Milano, Madrid og London til at stille skrappe krav, som
skal komme problemerne til livs. Men i København har modebranchen afvist lignende tiltag.

"Jeg er træt af at høre et håbløst forsvar fra modebranchen, som gang på gang ikke forholder sig til virkeligheden. Det her er ikke et forsøg på, at politikere skal definere et skønhedsideal. Det er en diskussion om, hvorvidt vi som samfund skal lade underernærede piger fremstå som usunde forbilleder. Vi stiller krav til arbejdsforholdene på en fabrik - det skal vi også gøre i modebranchen. De danske politikere må følge det gode eksempel fra andre lande og beslutte hvor tynde modebranchens kvindeidealer må være, så længe modebranchen selv er hamrende ligeglad", lyder det fra DSU-formanden.

 

For yderligere spørgsmål og kommentarer, kontakt DSUs formand Camilla Schwalbe på telefon 40955300.

Kontaktperson:

Camilla Schwalbe

40955300

cs@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
1910 Frederiksberg C

40955300

cs@dsu.net

http://www.dsu.net