DSU: SU-forringelser koster Danmark dyrt

19. november 2010   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Regeringen har netop fremlagt deres forslag til SU-reform. Ifølge Danmarks Socialdemokratiske Ungdom vil forslaget koste Danmark dyrt, både menneskeligt og økonomisk. DSU forudser således, at forringelserne af SU’en, kombineret med de massive milliardbesparelser på det generelle uddannelsessystem, vil føre til, at færre får en uddannelse, og dermed mindre vækst og velstand i de kommende år.

Regeringen har netop fremlagt deres forslag til SU-reform. Ifølge Danmarks Socialdemokratiske Ungdom vil forslaget koste Danmark dyrt, både menneskeligt og økonomisk. DSU forudser således, at forringelserne af SU’en, kombineret med de massive milliardbesparelser på det generelle uddannelsessystem, vil føre til, at færre får en uddannelse, og dermed mindre vækst og velstand i de kommende år.

”Regeringen er ekstrem naiv, hvis den tror på, at man kan kombinere så massive forringelser af SU’en med målsætningen om, at 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Sammen med regeringens øvrige nedskæringer på uddannelsesområdet vil det betyde, at færre unge fremover vil gennemføre en ungdomsuddannelse.”

Peter Hummelgaard Thomsen hæfter sig ved, at SU-nedskæringerne kommer kun få dage efter AE-Rådet kunne dokumentere, at næste års finanslov betyder nedskæringer på 2,6 milliarder på uddannelsesområdet. Han sætter et stort spørgsmålstegn ved, hvad der nu er regeringens motiver til at skære i SU’en. Den officielle forklaring, at SU’en er ”cafepenge” til forkælede unge mennesker, køber han slet ikke.

”SU’en er bestemt ikke cafépenge, og som en række undersøgelser har påvist, er det i forvejen kun en lille del af de unge der kan klare sig alene for SU’en, når der også skal købes bøger, lommeregnere, buskort og betales studietur. De unge, som ikke har velhavende forældre, vil fremover være tvunget til at arbejde mere, og det kan ikke undgå at forsinke eller afbryde studierne – og det går jo stik imod den officielle målsætning om, at langt flere unge fremover skal gennemføre en ungdomsuddannelse.”

DSU-formanden afviser blankt, at nedskæringerne kan forsvares med henvisning til den økonomiske krise. Tværtimod mener han, at tallene på uddannelsesområdet er så dystre, at vi skal sætte massivt ind nu, hvis vi ikke skal stå over for langt værre udfordringer i fremtiden.

”Færre får en ungdomsuddannelse nu, end for ti år siden. Med regeringens hovedet-under-armen-politik er vi blevet løbet over ende af lande som Polen og Ungarn. Vi må sadle helt om, hvis vi vil gøre os håb om at komme tilbage i uddannelseskapløbet, Frem for skattelettelser til de mest velstillede i samfundet, må vi investere massivt i vores fælles uddannelsesinstitutioner, og hertil hører selvfølgelig også en rimelig SU” slutter Peter Hummelgaard Thomsen.

Kontaktperson:

Peter Hummelgaard Thomsen

40955300

ph@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
2000 Frederiksberg

72 300 880

dsu@dsu.net

http://dsu.net