DSU: Politisk kaos må udløse valg

13. januar 2011   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Efter den senere tids politisk uro hos de Konservative, der i dag nåede sin foreløbige kulmination, er det politiske landskab så mudret, at Lars Løkke må udskrive valg, lyder det fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Den senere tids politiske uro hos de Konservative betyder, at Danmark er politisk handlingslammet. Hvis ikke de næste måneder skal gå med interne diskussioner om det konservative lederskab, er der brug for et folketingsvalg til at vakse tavlen ren. Det mener Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), som derfor kræver Lars Løkke omgående udskriver folketingsvalg.

”Vi står over for enorme økonomiske udfordringer, som kræver stærk politisk handling. Væksten er gået i stå, 200.000 arbejdspladser er forsvundet ud af landet, og vores konkurrenceevne er styrtdykket. Situationen er simpelthen alt for alvorlig til, at vi kan bruge det næste halve år på at diskutere, hvad konservative lokalformænd i Sønderjylland mener om Lene Epsersen”, lyder det fra DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen.

Han peger på, at de meget store reformer, som Danmark i øjeblikket står over for, kræver en stabil regering som ikke er præget af interne magtkampe.

”I en så alvorlig situation, må al opmærksom rettes på den politiske substans. Den danske befolkning kan ikke være tjent med en regering, hvor det ene regeringsparti ligger i intern krig, og udenrigsministeren bliver kuppet mens hun er i udlandet. I den situation må vi have vasket tavlen ren, og det kan kun ske ved at Lars Løkke omgående udskriver valg”, mener DSU-formanden.

Kontaktperson:

Peter Hummelgaard Thomsen

40955300

ph@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7, 3.
1910 Frederiksberg C

72300880

dsu@dsu.net

http://dsu.net