DSU: Kan du fange Løkkes standpunkt? Eller holdning....

27. maj 2013   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Efter debatten om, hvorvidt Venstre har skiftet holdning eller standpunkt, har de unge socialdemokrater i DSU lanceret hjemmesiden www.venstreszigzag.dk, hvor man skal forsøge at følge Lars Løkkes zig-zag mellem standpunkter og holdninger. ”Det er lige så umuligt på hjemmesiden som i virkeligheden”, lover forbundsformand Camilla Schwalbe.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen kom på glatis, da han skulle prøve at forklare, at han ikke havde skiftet holdning, men standpunkt til aktivitetstimerne i folkeskolereformen. Det famøse klip med en rundtforvirret oppositionsleder har cirkuleret på såvel avisernes hjemmesider og de sociale medier. Senest har også Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen-Dahl kritiseret Lars Løkke Rasmussen for at skifte holdning for ofte.
Det har fået Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, til at lancere hjemmesiden www.zigzagvenstre.dk, hvor man skal forsøge at følge Lars Løkke Rasmussens zig-zag mellem holdninger og standpunkter.

”Det er selvfølgelig drilleri og med et glimt i øjet. Men det dækker over, at det er et reelt problem, at man ikke ved, om Venstre mener det, de siger. Det er jo totalt umuligt at lave aftaler og forlig med et parti, der mener det ene om mandagen og det modsatte om tirsdagen”, siger forbundsformand for DSU, Camilla Schwalbe. Udover aktivitetstimerne nævner Camilla Schwalbe nulvækst, sundhedsreform og dobbelt statsborgerskab som områder, hvor Venstre har skiftet holdning i løbet af de sidste uger.


”Det er selvfølgelig godt, hvis man bliver klogere, men så skylder man også at forklare det i stedet for at tale udenom - særligt,nårman vælger to ens ord til at forklare forskellen”, siger Camilla Schwalbe, der også lover, at spillet er særdeles virkelighedstro.


”Det er lige så svært at finde Venstres holdning i spillet som i virkeligheden. Faktisk kan man sidde i flere timer uden at komme nærmere, hvad der er Venstres holdning eller standpunkt”, siger Camilla Schwalbe, der håber, folk vil tage godt imod hjemmesiden. "Counter-Strike og Football Manager er vist ret populære, fordi de er så virkelighedstro. Så det kan da være, vi har ramt tidsånden med www.zigzagvenstre.dk”, griner Camilla Schwalbe.

 

For yderligere kommentarer, kontakt Camilla Schwalbe, formand for DSU, på 40955300.

Kontaktperson:

Camilla Schwalbe

40955300

cs@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
1910 Frederiksberg

40955300