DSU: Forbyd underernærede modeller

04. februar 2011   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

I går aftens viste DR udsendelsen Bag facaden: Tynde modeller, som dokumenterede de betændte forhold i en modebranche, der presser helt unge piger til at sulte sig. 27 ud af de 28 modeller, der blev undersøgt i udsendelsen, var stærkt underernæret. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom har derfor tabt tålmodigheden med modebranchen, og kræver nu et forbud mod underernærede modeller.

DR’s dokumentar Bag facaden: Tynde modeller viste i går, hvordan modebranchen presser helt unge piger til at tabe langt under det, som er sundhedsmæssigt forsvarligt. Ud af de 28 modeller, som DR undersøgte i forbindelse med modeugen i august 2010, var de 27 enten undervægtige eller svært undervægtige. Derfor mener Socialdemokratiske Ungdom (DSU), at det er på høje tid, at der fra politisk hold stilles skrappe krav til, hvilke modeller der må gå på catwalken til de store modeuger.

”Det er helt uacceptabelt, at modebranchen på den måde presser helt unge piger ned i et vægtniveau, hvor deres sundhed står på spil. Derudover sender det et helt forkvaklet signal til andre unge om, hvad der er normalt, når syge piger fremstilles som skønhedsidealer. Når modebranchen ikke vil gøre noget ved problemet, må politikerne gribe ind. Vi kan ikke længere side med hænderne i skødet og vente på, at de unge piger sulter sig ihjel”, lyder det fra DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen.

Flere eksperter har tidligere slået alarm over forholdene i modebranchen. De unge modeller risikerer alvorlige konsekvenser som følge af underernæringen. Det har fået store modebyer som Milano, Madrid og London er der indført skrappe krav, som skal komme problemer til livs. Men i København har modebranchen afvist lignende tiltag.

”Allerede for fire år siden var DSU med til at sætte fokus på forholdene i den danske modebranche. Dengang lovede modebranchen at gøre ved problemet. Men nu må vi altså konstatere, at intet er sket. Derfor ser jeg ingen anden udvej, end at vi lovgiver om, at modeller med et BMI-tal på under 18,50 ikke kan få lov at gå på catwalken”, lyder det fra DSU-formanden.

En BMI-værdi på under 18,50 er ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO tegn på undervægt. Peter Hummelgaard Thomsen anerkender, at der kan være usikkerhed forbundet med BMI-tallet, og mener derfor BMI-grænsen skal kombineres med et obligatorisk sundhedstjek i forbindelse med de store modeuger.

”Det her er ikke en diskussion om, hvorvidt staten skal bestemme, hvad der er modeidealet. Det er en diskussion om, hvorvidt vi som samfund vil acceptere, at man kommercielt udnytter unge, syge piger og fremstiller dem som et skønhedsideal. Ligesom vi stiller lovkrav til arbejdsforholdene på en byggeplads, skal vi selvfølgelig også gøre det i modebranchen”, slutter Peter Hummelgaard Thomsen.

Kontaktperson:

Peter Hummelgaard Thomsen

40955300

ph@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
2000 Frederiksberg

72 300 880

dsu@dsu.net

http://dsu.net