DSU: Drop overvejelser om mindre SU!

11. februar 2013   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom præsenterer sit oplæg til, hvordan unge kommer hurtigere igennem uddannelsessystemet. Regeringen skal droppe overvejelserne om at skære i SU’en. I stedet skal uddannelsessystemet gøres mere fleksibelt, så de unge undgår lange forsinkelser.

Drop alle overvejelser om at skære ned på SU’en, og fokusér i stedet på at fjerne de barrierer, som gør, at unge bliver forsinket i uddannelsessystemet. Sådan lyder beskeden fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), som har præsenteret regeringen, folketingsgruppen og det socialdemokratiske bagland for oplægget ”Et mere fleksibelt uddannelsessystem”. Det sker få uger inden at regeringen præsentere sin længe ventede reform, der skal få unge hurtigere igennem uddannelsessystemet.

 DSU-formanden understreger, at hun endnu ikke kender til de konkrete planer i regeringens udspil, men at oplægget skal ses som en klar opfordring til partiets ledelse og bagland.

”Jeg glæder mig til at se regeringens udspil. Men jeg håber inderligt, at man vil fokusere på de tiltag, som vi ved virker, i forhold til at få de unge igennem, i stedet for at falde for letkøbte løsninger om mindre SU med en 2020-plan som omdrejningspunkt. Jeg har nu kommet med et kraftigt opråb til vores folkevalgte om at gennemføre en reform med fokus på kvaliteten i uddannelsessystemet, i stedet for den borgerlige logik om, at vi skal piske de studerende igennem uddannelsessystemet. Vi kommer ikke til at se passivt til, hvis regeringen gennemfører forringelser af SU'en, sådan som Morten Østergaard har lagt op til. Vores fremtidige velstand afhænger af, at vi er i stand til at skabe den mest veluddannede generation nogensinde, så vi har ikke råd til at tabe flere i uddannelsessystemet. Hverken menneskeligt eller økonomisk”, siger DSU-formanden.

”Der er intet som helst belæg for, at mindre i SU får de unge hurtigere igennem studierne. Tværtimod risikerer vi, at flere vil blive forsinket eller falde fra undervejs, fordi de bliver tvunget til at arbejde mere ved siden af studierne. Og det har vi ikke råd til, for vi får brug for veluddannet arbejdskraft i fremtiden. I stedet ligger løsningen i at fjerne de barrierer, som gør, at de unge bliver forsinket”, udtaler DSU-formand Camilla Schwalbe.

DSU præsenterer i udspillet ni konkrete forslag til, hvordan uddannelsessystemet kan gøres mere fleksibelt, så de unge undgår forsinkelser. Det drejer sig blandt andet om at indføre tremestre, flere sommerkurser, bedre muligheder for merit og bedre mulighed for at tilrettelægge et individuelt studieforløb. Derudover fremhæver DSU-formanden ét område, som er særligt vigtigt:

”Vejledningen i uddannelsessystemet skal forbedres markant. Alt for mange unge starter på en forkert uddannelse, og må derfor starte forfra et andet sted. Det betyder nederlag for den enkelte, og koster samfundet milliarder af kroner. Derfor må det være i alles interesse, at vi styrker vejledningen, hele vejen fra de ældste klasser i folkeskolen til den dag, man har færdiggjort sin kompetencegivende uddannelse”, lyder opfordringen fra DSU-formanden.

 

Hele udspillet kan findes i den vedhæftede fil eller på DSU’s hjemmeside ved at klikker her.

For yderligere kommentarer, kontakt DSU-formand Camilla Schwalbe på 40 95 53 00.

Kontaktperson:

Camilla Schwalbe

40955300

cs@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
2000 Frederiksberg

72 300 880

dsu@dsu.net

http://dsu.net