Cheferne er velkomne til firmajulefrokosten

09. november 2010   |   Teglkamp & Co.  |  Flere pressemeddelelser

Uanset om nogle chefer skulle føle det lidt som en pligt at deltage i julefrokosten, så hersker der ikke nogen tvivl om, at cheferne er mere end velkomne til at deltage. Konsulentfirmaet Teglkamp & Co. har netop gennemført en undersøgelse om vores forhold til firmajulefrokosten. Flere end 400 har deltaget og 98% af alle adspurgte mener, at lederne også skal deltage i julefrokosten.

Af øvrige resultater fra undersøgelsen kan nævnes:

Julefrokosterne er en integreret del af den danske virksomhedskultur.

På 9 ud af 10 arbejdspladser holdes der julefrokost. Hvad enten man er til julefrokost eller ej, så kommer man ikke uden om at forholde sig til dem, hvis man er ansat i en virksomhed.

Chefen behøver ikke gå tidligt hjem.
Skal man som chef blive til feste slutter eller skal man gå tidligt hjem, inden festen udarter sig? Det spørgsmål har mange chefer stillet sig selv gennem tiden. Medarbejderne har ikke så mange betænkeligheder. Kun hver 7. medarbejder mener, at chefen skal gå tidligt hjem.

Glem sprutten – det er hyggen der tæller.

Julefrokosten har indimellem haft et kedeligt ry, der handler om for meget spiritus og sidespring. Og det sker da givet også. Men det er slet ikke det, der af langt de fleste bliver opfattet som det væsentligste ved julefrokosterne. 86% af deltagerne i undersøgelsen synes, at det vigtigste er, at man har det hyggeligt sammen.

Ok at sløjfe julefrokosten, hvis økonomien halter.

Vi solidariserer os i den grad med virksomheden, at vi er parat til at sløjfe julefrokosten, hvis økonomien i virksomheden halter. Selvom firmajulefrokosterne er meget indarbejdet i dansk arbejdskultur og julefrokoster holdes på flere end 9 ud af 10 arbejdspladser, så er hver 3. af de adspurgte altså villige til at sløjfe julefrokosten, hvis virksomheden er økonomisk trængt.

Susanne Teglkamp, direktør i konsulentfirmaet Teglkamp & Co., siger:

”Der er ikke mange begivenheder i en virksomhed, som samler så mange på tværs af alder, køn og stillingsniveau som årets julefrokost gør. Derfor bør ledelsen også have en klar holdning til, hvad man vil med julefrokosten. Skal den være en tak for indsatsen i løbet året til medarbejderne, skal den være en mulighed for at skabe god energi fremadrettet, skal det være der, hvor folk får lejlighed til at snakke sammen på tværs af afdelinger, hvor man integrerer nye og gamle medarbejdere, etniske danskere og medarbejdere af anden etnisk herkomst. Mulighederne er mange. Det vigtigste er, at man som ledelse forholder sig til at julefrokosten også er et ledelsesredskab, som man kan bruge mere eller mindre aktivt.”

Herudover synes Susanne Teglkamp også, at det er værd at notere sig, at man måske ikke nødvendigvis behøver at sætte alle sejl til og lave et meget spektakulært og dyrt arrangement. Det der tilsyneladende tæller er, at der skabes nogle rammer, hvor man kan have det hyggeligt sammen med kollegaerne.

Kontaktperson:

Susanne Teglkamp

48221141

ste@teglkamp.dk

Afsender:

Susanne Teglkamp

Rosenvænget 16
3400 Hillerød

48221141

ste@teglkamp.dk

http://www.teglkamp.dk