Bog om kalveopdræt lanceres på NutriFair

14. december 2016   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Kalveekspert Rikke Engelbrecht præsenterer ny bog og indtager Speakers’ Corner på NutriFair i Fredericia

”Tjekbog til ungdyr” er titlen på en ny bog, som lanceres i forbindelse med førstedagen af NutriFair 2017 – fagmessen for husdyrproducenter i Fredericia.
Bogen er en praktisk guide, der kommer omkring alle aspekter i opdræt af sunde og højtydende malkekøer.

- Målet er at opnå bedre resultater ved at belyse alle processer og opgaver lige fra kalven bliver født og hele vejen til hun bliver kvie og siden selv kælver for første gang, forklarer forfatteren, kalveekspert Rikke Engelbrecht. Hun er medindehaver af Cowcon, som er en rådgivningsvirksomhed og dyrlægepraksis med base i Randers.

Tjeklister, instruktionskort, scorekort og andre forklarende sider danner grundlaget for bogens opbygning, hvilket sammen med masser af beskrivende billeder og figurer gør den ideel for alle, som beskæftiger sig med kvægbrug.

- Der er mange forskellige nationaliteter ansat i erhvervet, så det nytter ikke noget at lave en ”tung” tekstbog. Så vi har grebet det meget lavpraktisk og illustrativt an, fastslår Rikke Engelbrecht.
Bogen udkommer først i en engelsk udgave og senere også på dansk, oplyser forfatteren.

Hun har valgt NutriFair som den perfekte ”affyringsrampe” for bogen, som kan købes på Vestjysk Landboforenings stand. Desuden vil Rikke Engelbrecht begge messedage gå på scenen på ”Speakers’ Corner” og fortælle om kalveopdræt sammen med Ida Ringgaard fra Vestjysk Landboforening.

”Tjekbog til ungdyr” er del af en serie af danske kvægbøger omhandlende alt fra goldkomanagement til håndtering og produktion af højdrægtige kvier - alt sammen tilhørende Vestjysk Landboforening.

- Jeg glæder mig meget til NutriFair. Tiderne er lidt lysere, og jeg fornemmer en meget større kampgejst i erhvervet. Og hvis vi med bogen og vores indlæg kan sætte fokus på nogle metoder, der kan løfte bundlinjen, så er vi særdeles tilfredse, siger Rikke Engelbrecht.

NutriFair 2017 finder sted den 18.-19. januar 2017. Se mere på www.nutrifair.dk.

 

Kontaktperson:

Projektleder Peter Ricardo Poulsen

42 74 24 15

prp@messec.dk

Afsender:

Projektleder Peter Ricardo Poulsen

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

http://www.messec.dk