Billetsalget går flyvende for Flying Superkids i Thisted

21. marts 2019   |   Flying Superkids  |  Flere pressemeddelelser

Næsten alle billetterne til Flying Superkids i Thyhallen er revet væk. Arrangørerne bag forestillingen indsætter ekstra tribuner, for at imødekomme den store efterspørgsel.

Arrangørerne bag Flying Superkids er nærmest blæst bagover af interessen for deres kommende optræden i Thisted. ’Superbørnene’ besøger Thyhallen fredag den 12. april, og arrangørerne er mildest talt overraskede over, hvor hurtigt det går med billetsalget.
”Vi har udsendt et nyhedsbrev på vores mailingliste samt lavet lidt reklame på sociale medier, og allerede nu er næsten alle de oprindelige billetter revet væk. Vi kniber os selv i armen og kan slet ikke fatte, at det går så stærkt.” fortæller Lars Godbersen, direktør for Flying Superkids og forsætter: ”Vi har på baggrund af den store efterspørgsel besluttet at tage ekstra tribuner med, så vi har plads til yderligere 130 personer. Vi glæder os naturligvis helt vildt til at optræde i Thisted foran alle de her mennesker og vise, hvad vi kan!”


Intensive forberedelser og masser af nye numre

Der er mange timers forberedelse forud for showet i Thisted. ’Superbørnene’ har trænet for fuld gas hele vinteren og udviklet en masse nye og spændende numre til forestillingen, som består af en blanding af gymnastik, akrobatik, sang, dans og ikke mindst spring. ”Målet med forestillingen er altid at ramme den perfekte balance mellem at skabe fornyelse og samtidig bevare den unikke kombination af gymnastikopvisning og showbizz, som har begejstret vores publikummer i over 50 år. Derfor er der også et kæmpe forberedelsesarbejde bag sådan et show, som nu går ind i den sidste fase, hvor vi finpudser selv de mindste detaljer, så showet bliver helt perfekt. Og så håber vi bare, at publikum kan lide det og går hjem med den fedeste følelse bagefter,” fortæller Lars Godbersen.

Til showet i Thisted, vil publikum blandt andet komme til at opleve alt fra en pige, som forsøger at hulahoppe med 100 hulahopringe på én gang og utrolige numre med sjippetove, til spring over fyrværkeri og dobbelt- og trippelsaltomortaler fra høje stilladser.

PRAKTISK INFO:

Flying Superkids i Thyhallen
Fredag den 12. april kl. 18.00
Billetter på www.flyingsuperkids.com

Kontaktperson:

Didde Pedersen

40 24 90 56

dpe@flyingsuperkids.com

Afsender:

Didde Pedersen

Jernaldervej 41
8210 Aarhus V

https://www.flyingsuperkids.com/