E-mail

Password

 

Pressesystemet ApS
Axel Gruhns Vej 2B
8270 Højbjerg


CVR: 34713316

 

  Dankort 
  Visa 
  Visa Electron 
  Master Card 
  Maestro 
  JCB 

Handelsbetingelser

 

Publiceret den 12. august 2017

100 dage til kommunalvalget: DSU lancerer årets største kampagne!

Kommunalvalget lurer lige om hjørnet og et nyt skoleår er startet. Det markerer Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) med årets største kampagneindsats. Ungdomsuddannelser i hele landet kan forvente politisk besøg i løbet af den næste måned.

Augustmåned er altid speciel. Et nyt skoleår starter og man møder op på sin uddannelse med kriblen i maven og store forventninger til det kommende år. I år er august speciel fordi der er hundrede dage til kommunalvalget 21. november. Og i år møder du måske en ung socialdemokrat på besøg på din ungdomsuddannelse med et politisk budskab til dig.

I Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) glæder den daglige ledelse sig til at komme ud på kampagne med lokale DSUere i hele landet.

"Skolestartskampagnen er en helt særlig kampagne for DSU", fortæller forbundsformand Lasse Quvang Rasmussen. "Her tager vi ud og snakker politik med de studerende på så mange ungdomsuddannelser som muligt. Vi plejer at blive taget rigtig godt imod - og som regel er der også mange, der vil være med til at forandre landet sammen med os."

I år bærer skolestartskampagnen præg af det snarlige kommunalvalg.

"Vi prøver noget nyt i år, hvor vores afdelinger selv har valgt tre mærkesager og har mulighed for at præsentere deres lokale kandidat i materialet. På den måde går vi på kampagne med mange forskellige kampagner, men det overordnede budskab er klart: Vi har brug for socialdemokratisk ledelse i det her land. Det gælder i kommunerne, regionerne og på Christiansborg", fortæller næstformand Morgan Krüger.

Men der er også noget andet, der går igen i de mange lokale kampagnefoldere: ønsket om konkrete løsninger for alle de unge, der har ondt i sjælen.

"For rigtig mange af vores afdelinger er kampen for gratis psykologhjælp til unge central. De har mærket behovet på egen krop eller set venner og klassekammerater have brug for hjælp. Og nu kaster de sig helhjertet ind i kampen for at få flere kommuner til at prioritere den psykiske sundhed højere. De gør en reel forskel", fortæller Lasse Quvang Rasmussen.

En del af snakken med de unge på skolerne handler også om nedbryde fordomme om politik:

"Mange unge tænker, at politik er sådan noget kedeligt noget for gamle mænd. De tænker, at de enten ikke ved nok, ikke har tid eller ikke vil synes, det er interessant at engagere sig politisk", fortæller forbundssekretær Maj Jensen Christensen. "Men politik er meget mere end kedelige, gamle mænd i jakkesæt. Politik handler om at have en holdning til, hvad der er i orden. Er det i orden, at unge under 25 lader være med at gå til psykolog, fordi de ikke har råd? Nej, vel? Det må vi gøre noget ved! Og det kan vi i DSU - vi forandrer vores kommune og vores samfund".

Til at holde styr på alle de mange kampagner i hele landet har DSU siden januar uddannet et hold af superhververe - den såkaldte SkoleStartsGruppe (SSG). Og de er ifølge Morgan Krüger helt klar til at lægge landet ned:

"De har trænet hårdt hele foråret og er helt klar til at give den gas med kampagner i en måned!"

DSU har 60 lokalafdelinger i hele landet og over 70 unge kandidater til kommunal- og regionsrådsvalget i november. Fra 14. august til 15. september besøger DSU ungdomsuddannelser i hele landet.

 

For flere informationer kontakt DSU's forbundsformand, Lasse Quvang Rasmussen, på 40 95 53 00.

 

 


Kontaktperson:

Lasse Quvang Rasmussen

Telefon: 40955300

lqr@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)

Telefon: 40955300

Kigkurren 8D, 3. tv

2300 KBH S

dsu@dsu.net

http://