Pressesystemet ApS
Bredgade 15
1260 København K
Tlf.: (+45) 70 20 50 69
CVR: 30702549
Publiceret den 11. marts 2010
Pressemeddelelse: Baresso Coffee ekspanderer i Danmark
Baresso Coffee ekspanderer i Danmark
Baresso Coffee udvider med nye kaffebarer i danske provinsbyer. For første gang åbner Baresso for individuelle franchisetagere. Planen er allerede i år at åbne nye franchisebaserede kaffebarer i to byer.
Baresso Coffee åbner nu for at nye franchisetagere kan søge om i samarbejde med Baressos eksperter at etablere en kaffebar i en større dansk provinsby. Det er første gang i mange år, at Baresso åbner for franchisesamarbejder, men går det som ventet med de nye kaffebarer i 2010, vil flere følge efter.
”Vi har gennem årene fået utallige henvendelser fra folk, der ønskede et franchisesamarbejde med os. Men vi har ønsket at have vished for, at det var økonomisk forsvarligt for en franchisetager at investere i en Baresso kaffebar, før vi ville åbne for muligheden”, siger Baressos administrerende direktør Kenneth P. Luciani.
Baresso venter fortsat god vækst Baressos koncept med et stærkt fokus på at servere en kop kaffe af høj kvalitet til en pris, hvor alle kan være med, har vist sig særdeles bæredygtigt. Baresso Coffee har siden starten for 10 år siden oplevet en støt vækst i salget. På trods af finanskrisen oplever Baresso fortsat en positiv udvikling i salget og ser mange muligheder for yderligere ekspansion i Danmark.
”Vores koncept er nu så gennemarbejdet og veldokumenteret, at vi tror på, at vi med den rette samarbejdspartner, der har viden om de lokale forhold og med den rigtige placering i en større dansk provinsby, relativt hurtigt vil kunne få en ny rentabel Baresso kaffebar op at køre og dermed skabe en god forretningsmulighed for franchisetageren”, siger Kenneth P. Luciani.
Baresso Coffee, som er en rent danskejet virksomhed, beskæftiger nu godt 350 medarbejdere og har 36 kaffebarer fordelt i byer som København, Århus Aalborg og Odense samt på Færøerne og på DFDS Seaways passagerfærger. En Baresso kaffebar beskæftiger typisk ca. 15 personer, alle uddannet på Baresso Coffees eget træningscenter.