400.000 danskere på vej mod knogleskørhed
Lokalforeningerne har en vigtig rolle i ny kampagne, hvor kendte danskere er med til at sætte fokus på den oversete sygdom
”Er du knogleskør?” Sådan lyder den relevante og spørgende overskrift på en ny kampagne, der sætter fokus på den oversete folkesygdom, knogleskørhed, der kan ramme alle – og som kan føre til slem invaliditet og i værste fald dødsfald.
– Knogleskørhed er en sygdom, der spiser kalken i knoglerne. Resultatet er porøse knogler, der brækker meget let ved selv beskedne belastninger. Følgevirkningerne er forringet mobilitet og livskvalitet, men jo tidligere sygdommen konstateres, jo større er chancerne for at forebygge og behandle. Derfor håber vi på en stor effekt af kampagnen, siger Else Købstrup, der er lokalformand i Osteoporoseforeningen, Afdeling Vendsyssel.
Knogleskørhed er en af Danmarks mest udbredte og alvorlige folkesygdomme. I følge WHO har 400.000 danskere ”osteoporose”, der er den latinske betegnelse for sygdommen, men kun 60.000 er i medicinsk behandling. Kampagnens hovedformål er at få fat i de yderligere 340.000 danskere, der uden at vide det er ramt af begyndende knogleskørhed.
– Det svarer til at hver tredje kvinde og hver ottende mand over 50 år rammes af knogleskørhed. Skræmmende tal, der også gælder her i Vendsyssel, understreger Else Købstrup.
Vær selv på dupperne Skuespiller Jesper Klein, der selv er alvorligt ramt af knogleskørhed, er blandt de fem kendte personer, der går aktivt ind som kampagnens ambassadører. De øvrige er Malene Schwartz, Susanne Heering, Anne Laxholm og Camilla Miehe-Renard.
– Jeg er et omvandrende bevis på, hvor slemt det kan gå. To år efter at have fået konstateret sygdommen faldt jeg og brækkede hoften, og indtil for bare et par måneder siden, hvor jeg påbegyndte en ny behandling, kunne jeg ikke gå uden krykker, siger Jesper Klein, der har oplevet, at man selv skal være oppe på dupperne, både hvad angår opsporing og behandling af sygdommen.
– Det handler om at være opmærksom på sygdommens risikofaktorer, herunder den arvemæssige risiko. Mere end 50 pct. har ”arvet” deres dårlige knogler fra den nærmeste familie, men sygdommen kan ramme alle. Vi vil klæde folk bedre på, så de kan og tør stille spørgsmål til egen læge, for selv om osteoporose er på listen over de otte folkesygdomme i Danmark, er det stadig en overset sygdom - også blandt læger, siger Else Købstrup.
En af mulighederne for at hente mere viden og information om sygdommen er at komme til et af de 5 offentlige stormøder, der holdes rundt i landet i efteråret 2009. Hvert stormøde får deltagelse af en eller flere af foreningens kendte ambassadører og vil blive annonceret lokalt.
Lokalt medlemskab styrker ”Er du knogleskør?” vil køre både lokalt og nationalt med interviews, annoncering og møder. Med seriøs information, uden løftede pegefingre, vil kampagnen informere danskerne om, hvordan knogleskørhed kan forebygges med en knoglevenlig livsstil, der omfatter motion, varieret kost og kosttilskud – og om mulighederne for hjælpemidler og behandling.
Den landsdækkende kampagne skal foruden oplysning og information resultere i, at flere melder sig ind i Osteoporoseforeningen. Som medlem får man adgang til diverse møder og arrangementer arrangeret af lokalforeningen. Dertil kommer en række medlemsfordele.
– Flere medlemmer lokalt betyder en stærkere og mere politisk slagkraftig forening. Knogleskørhed er på mange måder stadig en overset sygdom, også når det gælder politisk opmærksomhed og økonomisk opbakning. Vi skal hurtigst muligt have en national handlingsplan, der sikrer optimal støtte og behandling til osteoporose-ramte, siger Else Købstrup, der tager imod indmeldelse og giver yderlige information på tlf. 9898 6118.
Kampagnen har også sin egen hjemmeside: www.knogleskørhed.dk, der bl.a. indeholder en knogletest, hvor man på et par minutter får et fingerpeg om sin risikoprofil.
For yderligere information kontakt: Osteoporoseforeningen, Afdeling Vendsyssel, formand Else Købstrup, tlf. 9898 6118. Mail: koebstrup@mail.dk
Billedtekst 1 Jesper Klein er selv ramt af knogleskørhed. Han har valgt at være åben omkring den oversete sygdom og deltage aktivt i oplysningsarbejdet som ambassadør for Osteoporoseforeningen.
Billedtekst 2 Malene Schwartz, Susanne Heering, Camilla Miehe-Renard, Anne Laxholm og Jesper Klein står sammen for at oplyse danskerne om, at risikoen for knogleskørhed skal tages alvorligt.
|